Complete Works of Henrik Ibsen (443 page)

PROVSTEN.
Nej, Gud bevares;
i nødsfald kan det godt forsvares.

FOGDEN.
Og desforuden, om et døgn,
når folket atter får sig sundet,
hvad gør det da, om sejr blev vundet
i kraft af sandhed eller løgn?

PROVSTEN.
Ven, jeg er ingen rigorist.
(ser indover i ødemarken.)
Men er det ikke Brand, som hist
sig slæber frem?

FOGDEN.
Jo, ganske visst!
En enlig kriger på sit tog!

PROVSTEN.
Nej; vent; én til jeg øjner dog –
langt bag ham!

FOGDEN.
Hvad; – det er jo Gerd!
Det følgeskab er karlen værd.

PROVSTEN
(lystig)
.
Når stillet er hans offerdrift,
ham sættes bør slig mindeskrift:
her hviler Brand; hans sejr blev skral;
én sjæl han vandt, – og hun var gal!

FOGDEN
(med fingeren på næsen)
.
Men når jeg ret mig tænker om,
det dog mig forekommer, som
lidt inhuman var folkets dom.

PROVSTEN
(trækker på skuldrene)
.
Vox populi vox dei.
Kom!
(de går.)

(Inde på de store vidder. Uvejret vokser og jager skyerne tungt over snesletten; sorte tinder og toppe træder hist og her frem og sløres atter af tågen.)

(Brand, kommer blodig og forslået indover fjeldet.)

BRAND
(standser og ser tilbage)
.
Tusend fulgte mig af bygden;
ikke én vandt op til højden.
Gennem alle hjerter taler
trangen til en større tid;
over alle sjæle daler
ledingsbud til løftet strid.
O, men offret, offret skræmmer;
viljen vek og ræd sig gemmer; –
én jo for dem alle døde, –
fejghed er ej længer brøde!
(synker ned på en sten og ser sig sky omkring.)

Jævnt og tidt jeg måtte grue;
skrækken risled i mit hår,
når jeg gik, som barnet går,
under hyl og hundetuden,
i den mørke genfærdsstue.
Men jeg tvang min hjertebanken,
og jeg trøsted mig med tanken:
ude skinner lysets væld,
mørket er ej nat, ej kveld, –
her er skodder kun for ruden.
Og jeg tænkte, dagens skin,
sommerlivets klare lue,
skal igennem dørens bue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke genfærdsstue.

O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort nat imøde slog mig, –
og derude sad forstemte
spredte mænd langs fjord og vik,
holdt på minder, åndsforglemte,
gemte dem, som kongen gemte
årvis på sin Snefrids lig,
løste dødninglinets flig,
lytted over hjertekulen,
næred sig med livshåbs-smulen,
mente, nu sprang blodets røde
roser ud ifra den døde.
Ikke én, som han, sig hæved,
gav til graven hvad den kræved.
Ikke én iblandt dem véd:
liget drømmes ej tillive,
liget må i muldet ned,
ligets hverv kun er at give
næring til en nylagt sæd. –
Nat, kun nat, – og nat igen
over kvinder, børn og mænd!
Kunde jeg med lyn i hånden
frelse dem fra strådøds-vånden!
(springer op.)

Sorte syner ser jeg jage
lig et helridt gennem natten.
Tiden står i uvejrskofte,
maner med en livsdåds krav,
kræver svunget stål for stav,
kræver skeden tom ved hofte; –
frænder ser i strid jeg drage, –
brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under gemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
usseldommens hele gru, –
klynk fra kvinden, skrig fra manden,
øret stængt for bøn og bud, –
ser dem riste sig på panden
navn af fattigfolk ved stranden,
folk med skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de til braget,
tror at selvgjort afmagt skærmer. –
Regnbue over maj-vangen,
flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de farver tre, –
de, der slog og fnøs fra stangen,
under storm af folkesangen,
til en konge og en sværmer
splitt og tunge skar i flaget?

Tungen brugte du til pral;
tør ej dragen vise tænder,
trænges ingen splittflags-ender; –
folkeskriget kunde tiet,
kongesaksen kunde biet;
flag med fredens fire hjørner
strækker til som nødsignal,
når en grundstødt skude tørner!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme stenkulsky
sænker sort sig over landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle spirer skønne,
stryger lavt, med giftstof blandet,
stjæler sol og dag fra egnen,
drysser ned, som askeregnen
over oldtids dømte by. –
Da er slægten vorden styg; –
gennem grubens krumme gange
lyder nyn af drypvands-sange;
puslingflokken, travl og tryg,
frigør malmens bundne fange,
går med puklet sjæl og ryg,
glor med dvergens gridske øjne
efter guldets blanke løgne.

Sjæl ej skriger, mund ej smiler,
brødres fald ej hjerter kløver,
eget fald ej vækker løver; –
flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er lysets sidste tolk;
slægten vorden er et folk,
som har glemt, at viljens pligter
ender ej, hvor evnen svigter!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Kløgtens ulv med gluf og glam
truer lærens sol på jorden;
nødskrig lyder op mod Norden,
byder leding ud langs fjorden;
dvergen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke sag for ham.
Lad de stærke samfund gløde;
lad de andre give møde;
vi har ikke råd at bløde, –
vi er små, vi savner evne
til et sandheds styrkestævne,
kan ej offre folkehelsen
for vor brøk af verdensfrelsen.

Ej for os blev kalken drukket,
ej for os hugg tornekransen
i hans tinding sine tænder,
ej for os blev Romer-landsen
i den dødes side stukket,
ej for vor skyld naglen brænder,
boret gennem fod og hænder.
Vi er små, er sidst i laget,
byder ledingsbudet trods!
Ej for os blev korset taget!
Spanrem-slaget, spanrem-slaget,
Ahasveri rap, som ruller
purpur om den dømtes skulder,
er passionens brøk for os!
(kaster sig ned i sneen og dækker ansigtet til; om lidt ser han op.)
Har jeg drømt? Er nu jeg vågen?
Alt er gråt og dulgt i tågen.
Var det syge syner kun,
hvad jeg så til denne stund?
Er det billed glemt og tabt,
hvori mandens sjæl blev skabt?
Er vort ophavs ånd besejret –?
(lyttende.)
Ha, det går som sang i vejret!

DE USYNLIGES KOR
(suser i stormen)
.
Aldrig, aldrig blir du lig ham, –
thi i kødet er du skabt;
gør hans gerning eller svig ham,
ligefuldt er du fortabt!

BRAND
(gentager ordene og siger sagte)
:
Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!
Stod han ej i kirkekoret,
slog med hånden vredt mod ordet?
Tog han ikke alt mit eje,
stængte alle lysets veje,
lod mig kæmpe til det sidste,
lod mig nederlaget friste!

KORET
(lyder stærkere over ham)
:
Orm, du aldrig vorder lig ham, –
dødens bæger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham,
ligefuldt din dåd er dømt!

BRAND
(stille)
.
Agnes, Alf, de lyse dage,
liv i fred og liv i hvile,
bytted jeg mod kamp og klage,
rev mit bryst med offerpile, –
fældte dog ej folkets drage.

KORET
(mildt og lokkende)
.
Aldrig, drømmer, blir du lig ham,
arv og odel har du tabt;
alt dit offer gør ej rig ham; –
for dit jordliv er du skabt!

BRAND
(brister i sagte gråd)
.
Alf og Agnes, kom tilbage;
ensom sidder jeg på tinden,
gennemblæst af nordenvinden,
bidt af genfærd, klamme, spage –!
(han ser op; en dæmrende plet åbner og vider sig ud i tågen; en kvindeskikkelse står der, lyst klædt, med kåbe over skuldrene. Det er Agnes.)

SKIKKELSEN
(smiler og breder armene mod ham)
.
Brand, her har du mig igen!

BRAND
(farer forvildet op)
.
Agnes! Agnes! Hvad er dette!

SKIKKELSEN.
Alt var feberdrøm, min ven!
Nu skal sottens tåger lette!

BRAND.
Agnes! Agnes!
(vil ile hende imøde.)

SKIKKELSEN
(skriger)
.
Kom ej over!
Se dog sluget mellem os!
Her går fjeldets vilde fos.
(mildt.)
Ej du drømmer, ej du sover,
ej du mer med syner slås.
Du har været syg, du kære, –
drukket vanvids bittre drik,
drømt, din hustru fra dig gik. –

BRAND.
O, du lever! Lovet være –!

SKIKKELSEN
(hurtigt)
.
Hys, tal heller derom siden!
Følg mig, følg mig; knap er tiden.

BRAND.
O, men Alf?

SKIKKELSEN.
Ej heller død.

BRAND.
Lever!

SKIKKELSEN.
Lever sund og rød!
Alle sorger har du drømt;
al din kamp var ikkun skrømt.
Alf er hos din gamle moer;
hun er frisk og han er stor;
end er bygdens kirke til;
den kan rives, hvis du vil; –
sognets folk dernede slider
jævnt, som i de gode tider.

BRAND.
Gode?

SKIKKELSEN.
Ja – da her var fred.

BRAND.
Fred!

SKIKKELSEN.
O, skynd dig, Brand; kom med!

BRAND.
Ak, jeg drømmer!

SKIKKELSEN.
Nu ej længer.
Men til røgt og ly du trænger –

BRAND.
Jeg er stærk.

SKIKKELSEN.
Ak, ej endnu;
bag dig lurer drømmens gru.
Atter vil du tåget glide
bort fra min og barnets side,
atter vil din tanke sløves, –
hvis ej lægemidlet prøves.

BRAND.
O, giv hid!

SKIKKELSEN.
Du selv er manden.
Du kun kan det, ingen anden.

BRAND.
Nævn det da!

SKIKKELSEN.
Den gamle læge,
som har læst så mangen bog, –
han, som er til bunden klog,
fundet har din sygdoms spor.
Alle syner, stygge, blege,
mantes frem med trende ord.
Dem må kækt du overstrege,
ud af mindebladet slette,
væk fra lovens tavle stryge.
De har voldt, at sotten faldt
på dig som en vildsinds-byge; –
glem dem, glem dem, vil du tvætte
sjælen ren for sot og syge!

BRAND.
Sig dem!

SKIKKELSEN.
„Intet eller alt”.

BRAND
(viger)
:
Er det så?

SKIKKELSEN.
Så visst jeg lever,
og så visst du engang dør!

BRAND.
Ve os begge! Sverdet svæver
draget over os som før!

SKIKKELSEN.
Brand, vær mild; min favn er varm;
hold mig med din stærke arm; –
lad os søge sol og sommer –

BRAND.
Anden gang ej sotten kommer.

SKIKKELSEN.
Ak, den kommer, Brand, vær tryg.

BRAND
(ryster på hovedet)
.
Den er slynget bag min ryg.
Ingen vilde drømmes gru, –
livets, livets kommer nu!

SKIKKELSEN.
Livets?

BRAND.
Følg mig, Agnes!

SKIKKELSEN.
Stå!
Brand, hvad vil du?

BRAND.
Hvad jeg må:
leve, hvad til nu er drømt, –
gøre sandt, hvad end er skrømt.

SKIKKELSEN.
Ha, umuligt! Husk, hvorhen
vejen bar dig!

BRAND.
Om igen!

SKIKKELSEN.
Rædslens ridt i drømmetågen
vil du ride fri og vågen?

BRAND.
Fri og vågen.

SKIKKELSEN.
Slippe barnet?

BRAND.
Slippe barnet.

SKIKKELSEN.
Brand!

BRAND.
Jeg må.

SKIKKELSEN.
Blodig rive mig af garnet?
Mig med offersvøber slå
indtil døden?

BRAND.
Jeg det må.

SKIKKELSEN.
Alle lys i natten slukke,
dagens solskær udelukke,
aldrig livets frugter plukke,
aldrig løftes lindt af sange?
O, jeg mindes dog så mange!

BRAND.
Jeg det må. Spild ej din bøn.