Complete Works of Henrik Ibsen (436 page)

BRAND.
Jeg længst i tanken fra mig skrev
min arv –

FOGDEN.
Ja, her er ymtet meget,
som hen på noget sligt har peget,
men jeg har tænkt, at det var væv.
Hvem plejer vel at offre alt,
når ej det synbar fordel galdt?
Dog, det blir Deres egen sag; –
gå foran De; så går jeg bag.
De er i skuddet; De kan virke,
og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –
Brand, sammen vil vi bygge kirke!

BRAND.
Hvad? Vil De Deres eget slippe?

FOGDEN.
Det véd den søde Gud jeg vil!
Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.
Hvem tror De mængden flokkes til,
når én vil gøde, mæske, fore,
en anden malke, flå og klippe?
Ja død og plage er jeg med!
Jeg er af tanken ganske hed,
bevæget, greben, næsten rørt;
en heldig skæbne har mig ført
i denne kveld til prestegården;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres plan knapt faldt Dem ind, –
ialfald ej til verden båren.
Det altså er mit eget virke
at bygge bygdens nye kirke!

BRAND.
Men kom ihug, vi kan ej skåne
hin oldtids knejsende ruin!

FOGDEN
(ser ud)
.
Betragtet her i dobbeltskin
af nyfalds-sne og nyets måne
den taer sig ud som noget skrammel.

BRAND.
Hvad, foged?

FOGDEN.
Brand, den er for gammel!
Det er mig ganske uforklarligt,
at ej jeg så det før ikveld, –
men hanekjælken står påheld;
at bruge den var uforsvarligt.
Og hvor er stil, arkitektur,
når ret man gransker loft og mur?
Hvad skal man kalde slige buer?
en fagmand vilde kaldt dem fæle; –
ja, jeg må samme mening dele!
Og tagets mosbeklædte tuer, –
de er minsæl ej fra kong Bele.
Nej, pietet kan gå for vidt!
Det må dog hvermand se og skønne,
at denne gamle rådne rønne
i et og alt er noget skidt!

BRAND.
Men dersom mængdens røst sig hæved
til vægring ved at få den revet –?

FOGDEN.
Vil ingen anden, så vil jeg.
I helgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad formen gælder,
og sætte sagen glat ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo, – De kender fogden nok!
og kan jeg hjælp ej sammendrive
til rivning blandt den dumme flok,
skal jeg med egne hænder rive
den ned til grunden, stok for stok.
Ja, om jeg så skal ta’e min kone
og alle mine døttre med,
så skal den død og plage ned!

BRAND.
Det er en ganske anden tone,
end den, som blev fra først af brugt.

FOGDEN.
Det er humanitetens frugt
at få med alt ensidigt bugt;
og dersom digteren ej lyver,
så er det netop noget smukt,
at mandens tanke ejer flugt, –
med andre ord, – at tanken flyver. –
Farvel!
(tager sin hat.)
Nu får jeg se til banden.

BRAND.
Til hvad?

FOGDEN.
Å, tænk Dem, jeg, selv anden,
idag på bygdegrændsen kneb
et fantefølge, fælt som fanden;
jeg fik da hjælp med toug og reb;
nu sidder de forvart hos granden
her nærmest nord; men pokker ta’e mig,
om ikke to-tre løb ifra mig –

BRAND.
Nys ringtes ind dog fredens tid.

FOGDEN.
Hvi kom det djævelskab da hid?
Dog, det forstår sig, på en måde
de hører sagtens sognet til –
(leende.)
ja endog Dem! Hør her en gåde;
løs den, ifald De kan og vil:
folk findes, som er til i kraft
af den, De har til udspring havt,
og dog de til er, slet og ret,
fordi de er af anden ætt!

BRAND
(ryster på hovedet)
.
O Gud, der er så mangen gåde
én stirrer på, men ej kan råde.

FOGDEN.
Da er dog denne letvindt gættet.
De har vel tidtnok hørt berettet
i bygden et og andet ord
om fattiggutten, han, her vester,
der var så lært som fire prester;
han friede til Deres moer –

BRAND.
Hvad mer?

FOGDEN.
Tænk, til en grundrig jente!
Dog hun naturligvis ham sendte
til Bloksberg, som han måtte vente.
Men véd De så, hvad fyren gør?
Han sørger halvt sig fra forstanden,
og fæster sluttelig en anden
af taterslægt; – og før sin død
han med en afkom øged banden,
som stryger om i synd og nød.
Ja, en af disse slegfredtrolde
fik sognet rigtignok beholde
til minde om hans vakkre færd –

BRAND.
Og det er –?

FOGDEN.
Taterungen Gerd.

BRAND
(dæmpet)
.
Ja så!

FOGDEN
(munter)
.
Hvad? Gåden er ej slet!
Hans afkom er jo til i kraft
af den, De har til udspring havt;
thi ynglens indre ophav var,
at elsk til Deres moer han bar.

BRAND.
Sig, foged, kan De nævne ét,
som rummed hjælp for disse sjæle?

FOGDEN.
Pyt, de må ind bag tugthus-dørene.
De er fortabt op over ørene;
at frelse dem, det var at stjæle
fra fanden, som må gå fallit,
hvis ej han får af verden sit.

BRAND.
De tænkte jo at bygge stort
et hus til ly mod nød og klage?

FOGDEN.
Det forslag, – fort, som det blev gjort, –
tog forslagsstilleren tilbage.

BRAND.
Men hvis det dog –; det var dog smukt –

FOGDEN
(smilende)
.
Nu taler De i anden tone,
end den, som blev fra først af brugt.
(klapper ham på skulderen.)
Lad dødt kun være dødt og glemt;
en mand skal handle fast bestemt.
Farvel! Jeg tør ej længer tøve;
nu må jeg ud igen og prøve
at finde rømlingernes skjul.
Vi mødes snart. Fornøjet jul!
Farvel, farvel; hils Deres kone!
(går.)

BRAND
(efter en tankefuld taushed)
.
O, endeløst er her at sone. –
Så vildt, så broget filtres ind
de tusend skæbnetrådes spind, –
så ligger skyld med skyldfrugt blandet,
det ene smittende det andet,
at den, som ser derind, ser ret
og blodigst uret vorde ét.
(går til vinduet og ser længe ud.)
Mit lille barn, skyldløse lam,
du fældtes for min moders gerning;
en brusten sjæl bar bud fra ham,
som troner over skyens kam,
og bød mig kaste valgets terning; –
og denne brustne sjæl blev til,
fordi min moders sjæl foer vild.
Så bruger Herren skyldens grøde
til ligevægts og retfærds føde;
så slynger han fra højden ned
hjemsøgelsen i tredje led.
(viger forfærdet fra vinduet.)

Ja, lovens Gud er over slægten!
Det første mål er ligevægten.
I offervillighedens magt
er rejsningsmuligheden lagt;
men ordet lyves ud af tiden;
thi flokken ræddes for sin viden.
(går længe op og ned i stuen.)
At bede? Bede? Hm, – et ord,
som glat nok over læben foer, –
som ruttes med i alle stænder.
Bøn er for dem at skrige nåde
i vind og vejr til gåders gåde,
at tigge plads på Kristi læss,
at strække opad begge hænder –
og stå i tvivlens pøl tilknæs.
Haha, var dermed sagen gjort,
da turde jeg, som hvermand, vove
at hamre på den Herres port,
der er „forfærdelig at love”!
(standser og tænker stille.)

Og dog – i angstens værste dage,
i sorgens store rædselsstund,
da barnet sov den sidste blund,
da intet kys af modermund
bar smilet på hans kind tilbage; –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde svimlen fra,
den sangens strøm, den melodi,
som langvejs lød og jog forbi –
og bar mig højt og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og så han ned
i sørgehuset, hvor jeg græd? –
Hvad véd jeg! Nu er lukt og stængt,
og mørket atter om mig sænkt, –
og intet, intet lys at finde – –.
Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!
(råber i angst.)
Lys, Agnes, – lys, ifald du kan!
(Agnes åbner døren og træder ind med de tændte feststager; et klart skær falder over stuen.)

BRAND.
Lys!

AGNES.
Ser du julelyset, Brand?

BRAND
(sagte)
.
Ha, julelyset!

AGNES
(sætter stagerne på bordet)
.
Blev jeg længe?

BRAND.
Nej, nej!

AGNES.
O, hvor du har det koldt;
du må jo isne –

BRAND
(stærkt)
.
Nej!

AGNES
(smilende)
.
Hvor stolt!
Du vil ej lys og varme trænge.
(lægger i ovnen.)

BRAND
(går op og ned)
.
Hm, vil ej!

AGNES
(stille for sig selv, idet hun pynter op i stuen)
.
Her skal stagen stå.
Ifjor han greb med fingre små
mod julelysets klare blink.
Han var så glad og frisk og flink;
han strak sig fra sin lille stol
og spurgte, om det var en sol.
(flytter lidt på stagen.)
Nu falder lysets fulde skær
ud over – over stedet der.
Nu kan han gennem rudens glas
se blinket fra sin soveplads;
nu kan han glytte stilt herind
i julestuens glans og skin. –
Men ruden står som tåreslørt; –
vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –
(tørrer vinduet af.)

BRAND
(har fulgt hende med øjnene og siger sagte)
:
Når lægger sig til fred og hvile
det sorgens hav, fra bunden rørt!
Det må til hvile.

AGNES
(for sig selv)
.
Se, hvor klar!
Det er som skillet borte var,
som stuen vided ud sig stor;
som om den stygge kolde jord
med et blev til en lun alkove,
hvor barnet sødt og godt kan sove.

BRAND.
Hvad gør du, Agnes?

AGNES.
Stille; hys!

BRAND
(nærmere)
.
Hvi trak gardinet fra du nys?

AGNES.
O, kun en drøm; nu er jeg vakt.

BRAND.
I drømmen er der snarer lagt.
Stæng atter!

AGNES
(bønligt)
.
Brand!

BRAND.
Stæng tæt, stæng tæt!

AGNES.
O, vær ej hård, det er ej ret!

BRAND.
Stæng, stæng!

AGNES
(trækker skodderne for)
.
Nu har jeg lukt og stængt.
Men trygt jeg tror, Gud er ej krænkt,
om end i drømmens korte frist
jeg drak af trøstens væld –

BRAND.
Nej visst!
Han er en mild, medgørlig dommer;
du rager ej med ham på kant,
om i din dyrkelse der kommer
lidt afgud hist og her iblandt.

AGNES
(brister i gråd)
.
O, sig mig da, hvor langt går kravet!
Min fod er dødstræt, – vingen faldt.

BRAND.
Jeg har dig sagt, at slængt i havet
hvert offer er, som ej er alt.

AGNES.
Men mit var alt; jeg har ej mere!

BRAND
(ryster på hovedet)
.
Dit offer følges må af flere.

AGNES
(smiler)
.
Kræv! Jeg har fattigdommens mod!

BRAND.
Giv!

AGNES.
Tag! Ak, Brand, du intet finder.

BRAND.
Du har din sorg og dine minder, –
du har din syndige længsels flod –

AGNES
(fortvivlet)
.
Jeg har mit pinte hjertes rod!
Riv ud! Riv ud!

BRAND.
I afgrunds-gabet
unyttig du dit offer slang,
ifald du hyler over tabet!

AGNES
(gyser)
.
Din Herres vej er brat og trang.

BRAND.
For viljen er der kun den ene.

AGNES.
Men nådens –?

BRAND
(afvisende)
.
Bygt af offerstene.

AGNES
(stirrer frem for sig og siger rystet)
:
Nu åbnes, lig en afgrund stor,
det skriftens ord, som aldrig før
jeg kom tilbunds i.

BRAND.
Hvilket ord?