Complete Works of Henrik Ibsen (431 page)

AGNES.
Og hin Gud, som skulde falde?

BRAND.
Han skal falde ligefuldt, –
men i løndom, dulgt og skjult,
ikke åbenlyst for alle.
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
frelsens helsebod for folket.
Ingen bramfuld storværkshandling
løfter slægten til forvandling;
vækkelsen af rige evner
bøder ej dens sjælerevner.
Det er viljen, som det gælder!
Viljen frigør eller fælder,
viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod bygden, hvor aftenskyggerne begynder at falde.)
Kom da, mænd, som vandrer sløve
i min hjembygds lukte dale; –
sjæl mod sjæl i tomandstale
vil vort lutringsværk vi prøve,
halvhed fælde, løgnen døve,
vække viljens unge løve!
Hånd om hakken, som om sverdet,
enes kan med mandeværdet;
ét er målet, – det at blive
tavler, hvorpå Gud kan skrive.
(Han vil gå. Ejnar møder ham.)

EJNAR.
Stands og giv mig, hvad du tog!

BRAND.
Er det hende? Der hun sidder.

EJNAR
(til Agnes)
.
Vælg imellem lyse vidder
og den skumle sorgens krog!

AGNES.
Jeg har intet valg at gøre.

EJNAR.
Agnes, Agnes, lån mig øre!
Kom ihug den gamle lære:
let at løftes, tungt at bære.

AGNES.
Gå med Gud, du fagre frister;
jeg skal bære til det brister.

EJNAR.
Tænk på alle dine kære!

AGNES.
Hils til syskend, hils til moer;
brev jeg skikker, får jeg ord.

EJNAR.
Ude på de blanke vande
skær de hvide sejl fra strand; –
længsler lig på drømfyldt pande,
høje, perlestænkte stavne,
jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forgættet land!

AGNES.
Sejl i vester eller øster; –
tænk på mig som en begravet.

EJNAR.
Agnes, følg mig som en søster!

AGNES
(ryster på hovedet)
.
Mellem os er verdenshavet.

EJNAR.
O, så hjem da til din moer!

AGNES
(stille)
.
Ej fra lærer, ven og broer.

BRAND
(kommer et skridt nærmere)
.
Unge kvinde, vogt dig vel.
Klemt imellem fjeld og fjeld,
skygget om af tag og tinde,
stængt i revnens halvnat inde,
skal mit liv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.

AGNES.
Mørket skræmmer ikke længer;
stjernen gennem skyen trænger.

BRAND.
Husk, at jeg er streng i kravet,
fordrer intet eller alt;
hvis på vejen fra du faldt,
var dit liv som slængt i havet.
Ingen prutningsmon i nøden,
ingen eftergivt i brøden; –
strækker ikke livet til,
må du villigt gå i døden!

EJNAR.
Flygt fra dette vilde spil!
Slip den mørke lovens mand;
lev det liv, du véd, du kan!

BRAND.
Vælg; – du står på vejens skille.
(går.)

EJNAR.
Vælg imellem storm og stille!
Valget mellem gå og bliv
valg er mellem fryd og sorgen,
valg imellem nat og morgen,
valg imellem død og liv!

AGNES
(rejser sig og siger langsomt)
:
Ind i natten. Gennem døden. –
Bagom dæmrer morgenrøden.
(Hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser en stund som fortabt efter hende, bøjer hovedet og går udover mod fjorden igen.)

TREDJE AKT

(Tre år senere. En liden have ved prestegården. Høj fjeldvæg ovenfor, stengærde omkring. Fjorden ligger trang og lukket i baggrunden. Husdøren går ud til haven. Eftermiddag.)

(Brand står på trappen udenfor huset. Agnes sidder på trinet nedenfor.)

AGNES.
Min elskte husbond, atter foer
dit øje angstfuld over fjord –

BRAND.
Jeg venter bud.

AGNES.
Du er urolig!

BRAND.
Jeg venter bud ifra min moer.
Tre år har nu jeg ventet trolig
det bud, som aldrig blev mig bragt.
Imorges blev for visst mig sagt,
at hendes time snart er omme.

AGNES
(sagte og kærligt)
.
Brand, uden bud du skulde komme.

BRAND
(ryster på hovedet)
.
Har hun ej anger for sin brøst,
jeg véd ej ord, jeg har ej trøst.

AGNES.
Hun er din moer.

BRAND.
Jeg har ej ret
at dyrke guder i min æt.

AGNES.
Brand, du er hård!

BRAND.
Mod dig?

AGNES.
O, nej!

BRAND.
Jeg spåde dig en trængsels-vej.

AGNES
(smiler)
.
Det slog ej ind; du har ej holdt
dit ord

BRAND.
Jo, her er hvast og koldt;
her bleges skæret på din kind;
det isner i dit veke sind.
Vort hus er ingen trivsel ved;
det ligger midt i urd og skred.

AGNES.
Her ligger det desmere trygt.
Så yderligt har bræen bygt,
at når ved løvspræts-tid den går,
den skrider udenover os,
og prestehuset urørt står,
som inde i en hulfalds-fos.

BRAND.
Og sol, som aldrig rækker hid.

AGNES.
Den danser jo så varm og blid
på bergets skulder bent imod.

BRAND.
Tre uger, ja, – ved sommertid, –
men vinder aldrig til dets fod.

AGNES
(ser visst på ham, rejser sig og siger)
:
Brand, der er ét, som gør dig ræd!

BRAND.
Nej, dig!

AGNES.
Nej, dig!

BRAND.
Du bær en gru,
en løndomsfuld.

AGNES.
Brand, også du!

BRAND.
Du svimler, som ved stupets bredd!
Tal ud! Nævn alt!

AGNES.
Jeg stundom skalv – –
(standser.)

BRAND.
Du skalv! Hvem skalv du for?

AGNES.
For Alf.

BRAND.
For Alf?

AGNES.
Du også!

BRAND.
Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god! Min lille gut
sig vokser stor og stærk tilslut.
Hvor er han nu?

AGNES.
Han sover.

BRAND
(ser ind gennem døren)
.
Se;
han drømmer ej om sot og ve;
den lille hånd er trind og rund –

AGNES.
Dog bleg.

BRAND.
Ja bleg; men det går over.

AGNES.
Hvor sødt og kvægende han sover.

BRAND.
Gud signe dig; sov nu dig sund!
(lukker døren.)
Med dig og ham blev lys og fred
om alt mit kaldsværk sænket ned;
hver sorgens stund, hver gerning svær,
blev let at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig modet sveg,
mig styrke gav hans barneleg.
Mit kald jeg tog som martyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor held har fulgt mig på min færd –

AGNES.
Ja, Brand; men du er heldet værd.
O, du har kæmpet, lidt og stridt, –
har døjet ondt, har slæbt og slidt; –
jeg véd, at stilt du blod har grædt –

BRAND.
Ja vel; men alt mig tyktes let;
med dig drog kærligheden ind,
som solklar vårdag i mit sind.
Den havde før jeg aldrig kendt;
ej faer, ej moer den havde tændt;
de dulmed helst den flyvegnist,
som sprang af asken her og hist.
Det var som al den sum af mildt,
jeg havde båret dulgt og stilt,
blev sparet til en glorie-glød
om ham og dig, min hustru sød!

AGNES.
Ej os alene; alle dem,
som nu er lemmer af vort hjem,
hver sorgens søn, hver nødens broer,
hvert barn, som græd, hver moer, som led,
et kvægsomt sæde finder ved
dit hjertes fulde, rige bord.

BRAND.
Men gennem dig og ham. I to
slog mildheds-åndens himmelbro.
Ej nogen sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsked én;
jeg måtte længte, måtte savne,
så hjertet hærded sig til sten –

AGNES.
Og dog – din kærlighed er hård;
den, som du klappe vil, du slår.

BRAND.
Dig, Agnes?

AGNES.
Mig? O nej, du kære;
let var, hvad mig du bød at bære; –
men mangen sjæl ifra dig faldt
ved kravet: intet eller alt!

BRAND.
Hvad verden kalder kærlighed,
jeg ikke vil og ikke véd.
Guds kærlighed jeg kender til,
og den er ikke vek og mild;
den er til dødens rædsel hård,
den byder klappe, så det slår.
Hvad svarte Gud i oljelunden,
da sønnen lå i sved og skræk
og bad og bad: tag kalken væk!
Tog han ham smertens kalk fra munden?
Nej, barn, den måtte ud til bunden.

AGNES.
O, målt med slig en målestok,
er dømt al jordens sjæleflok.

BRAND.
Ej nogen véd, hvem dommen når;
men i en evig ildskrift står:
vær tro til prøvens sidste slutning,
livskronen vindes ej ved prutning!
Ej nok, i angstens sved at bades;
du må igennem martrens ild.
At ej du kan, dig visst forlades, –
men aldrig at du ikke vil.

AGNES.
Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje himle;
stærk er min hug, men sløvt mit mod;
tidt angst mig slår, mig tykkes svimle,
og træt og jordtung er min fod.

BRAND.
Se, Agnes, for den hele hjord
er kravet: ingen fejg akkord!
I alt sit værk en mand er dømt,
hvis halvt det øves og på skrømt.
Den lære skal til lovbud hæves,
ej gennem ord, men ved at leves.

AGNES
(kaster sig om hans hals)
.
Jeg går, hvor du har foden sat!

BRAND.
For to er ingen klev for brat.
(Doktoren er kommen nedover vejen og standser udenfor havegærdet.)

DOKTOREN.
Hej, øves leg af kælne duer
på disse ørkenbrune tuer!

AGNES.
Min gamle doktor, er du her!
O, kom dog indom!
(løber ned og åbner havegrinden.)

DOKTOREN.
Ej til jer!
Du véd jo godt, at jeg er vred.
At knytte sig til sligt et sted,
hvor viddens vejr og vintrens vind
skær iskoldt gennem sjæl og skind –!

BRAND.
Ej gennem sjælen.

DOKTOREN.
Ikke? Nå!
Nej-nej, det lader næsten så.
Det synes, som jer hastværks-pagt
står lige fuldt og fast ved magt,
skønt ellers, efter gammel skik,
en skulde tro, at fort forgik,
hvad skabt blev i et øjeblik.

AGNES.
Et solskærs kys, et klokkeslag,
kan vække for en sommerdag.

DOKTOREN.
Farvel. Jeg ventes hos en syg.

BRAND.
Min moer?

DOKTOREN.
Ja. Skal De samme vej?

BRAND.
Nu ikke.

DOKTOREN.
Var der kanske?

BRAND.
Nej.

DOKTOREN.
Prest, De er hård. I sludd og fyg
jeg sled mig over vidden frem,
skønt godt jeg véd, hun er af dem,
der lønner som et fattiglem.

BRAND.
Gud signe Deres kløgt og flid.
Let, om De kan, den tunge strid.

DOKTOREN.
Min vilje signe han; jeg kom,
så fort i nød det spurgtes om.

BRAND.
Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –
jeg venter, venter hjerteklemt.

DOKTOREN.
Kom uden bud!

BRAND.
Før bud hun sender,
jeg intet hverv dernede kender.

DOKTOREN
(til Agnes)
.
Du veke stakkel, som blev lagt
i slige hårde hænders magt!

BRAND.
Jeg er ej hård.

AGNES.
Sit blod han gav,
hvis hendes sjæl det tvætted af!

BRAND.
Som hendes søn i arv jeg tog
frivillig hendes skyldnerbog.

DOKTOREN.
Klar Deres egen!

BRAND.
Manges mén
for Gud kan klares gennem én.

DOKTOREN.
Ej gennem en, der selv som tigger
i skyld opover øret ligger.

BRAND.
Rig eller tigger; – helt jeg vil, –
og dette ene strækker til!

DOKTOREN
(ser stivt på ham)
.
Ja, mandeviljens
qvantum satis
står bogført som din rigdoms rad; –
men, prest, din
conto caritatis
er bogens hvide jomfrublad!
(går.)

BRAND
(følger ham en stund med øjnene)
.
Ej noget ord blev sølet ned
i løgn som ordet kærlighed; –
det lægger de med Satans list
som slør udover viljens brist;
med det de dækker svigfuldt til,
at livet er et leflespil.
Er stien trang og brat og skred,
den knappes af – i kærlighed!
går en ad syndegaden bred,
han har dog håb – i kærlighed;
så en sit mål, og dog ej stred,
han sejre kan – i kærlighed;
går en sig vild, skønt ret han véd, –
det er et ly – i kærlighed!

AGNES.
Ja, det er falskt, og endda må
jeg tidt mig spørge: er det så?

BRAND.
Ét springes over; viljen først
må læske lovens retfærds-tørst.
Først må du ville, ikke blot
hvad gørligt er i stort og småt,
ej blot hvor dåden i sig bær
en sum af møje og besvær, –
nej, ville må du stærk og glad
igennem alle rædslers rad.
Det er ej martyrskab, i ve
at dødes på et korsets træ;
først det at ville korsets død,
at ville midt i kødets nød,
at ville midt i åndens angst,
først dette er din frelses fangst.

AGNES
(klynger sig tæt til ham)
.
Når kravet skræmmer med sin gru, –
min stærke husbond, tal da du!

BRAND.
Vandt viljen sejr i slig en strid,
da kommer kærlighedens tid,
da daler den som duen hvid
og bringer livets oljeblad;
men her, mod slægten, slap og lad,
ens bedste kærlighed er had!
(i skræk.)
Had! Had! En verdenskamp at ville
det enkle ord, det lette, lille!
(går ilsomt ind i huset.)

AGNES
(ser gennem den åbne dør)
.
Han knæler hos sin søde dreng
og vugger hodet som i gråd;
han knuger sig til barnets seng,
som en, der ej véd hjælp og råd. –
O, hvilken sum af kærlighed
i denne stærke mandesjæl!
Alf tør han elske; barnets hæl
endnu ej verdens-slangen bed.
(udbryder forfærdet.)
Op springer han med hænders vrid!
Hvad ser han? Han er askehvid!

BRAND
(ud på trappen)
.
Kom der ej bud?

AGNES.
Nej, intet bud.

BRAND
(ser tilbage ind i huset)
.
Det brænder i hans stramme hud;
hans tinding hamrer, pulsen banker –!
O, frygt ej, Agnes!

AGNES.
Gud, hvad tanker –

BRAND.
Nej, frygt blot ej –
(råber udover vejen.)
Der ser jeg budet!