Complete Works of Henrik Ibsen (429 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
10.93Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

EN MAND.
Han klarer odden!

 

EN ANDEN.
Nej!

 

FØRSTE.
Jo, se, –
han har den agter alt i læ!

 

ANDEN.
En kastevind! Den har dem fat!

 

FOGDEN.
Se, se, – den stryger med hans hat!

 

EN KVINDE.
Så svart, som korpens vinge, slår
i vejret vildt hans våde hår!

 

FØRSTE MAND.
Alt står i kog og røg.

 

EJNAR.
Hvad var
det skrig, som gennem stormen skar?

 

EN KVINDE.
Det kom fra fjeldet.

 

EN ANDEN
(peger op)
.
Der står Gerd
og ler og hujer ad hans færd!

 

FØRSTE KVINDE.
Hun blæser i et bukkehorn
og kaster sten som koglekorn!

 

ANDEN KVINDE.
Nu slang hun hornet som en vånd
og tuder i den hule hånd!

 

EN MAND.
Ja, tud og skrig, du stygge trold, –
den karl har både vagt og skjold!

 

EN ANDEN.
I værre vejr, med ham tilrors,
står trygt jeg næste gang tilfjords.

 

FØRSTE MAND
(til Ejnar)
.
Hvad var han?

 

EJNAR.
Prest.

 

ANDEN MAND.
Ja, hvad han var, –
det kendtes vel, han var en karl!
I ham var mod og magt og trods.

 

FØRSTE MAND.
Det var en rigtig prest for os!

 

MANGE RØSTER.
Ja, det var rigtig prest for os!
(de spreder sig ud over bakkerne.)

 

FOGDEN
(samler sine papirer og bøger)
.
Det formløst er i alle fald
at træde op i fremmed kald,
og gribe ind og vove liv
foruden tvingende motiv. –
Jeg gør bestandig og min pligt, –
men altid indom mit distrikt.
(går.)

 

(Udenfor hytten på næset. Det er langt på dagen. Fjorden ligger
blank og stille.)

 

(Agnes sidder nede ved stranden. Lidt efter kommer Brand ud af døren.)

 

BRAND.
Det var døden. Af den tvætted
alle rædslers stænk og skræk;
nu med stille store træk
ligger han så lys og lettet.
Kan et svigtende bedrag
gøre nat til slig en dag?
Af sin vilde helvedbrøde
så han ydre skorpen kun, –
det, som nævnes kan med mund, –
det, som gribes kan med hænder, –
som hans navn med brandflek skænder, –
volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store øjne,
stilt, som fugle sammenfløjne,
op i skorstenskrogen klemt, –
de, som bare så og så, –
skønte ikke selv hvorpå, –
de, hvis sjæle fik en plet
ætset ind, som ej de skrubber
af i tidens slid og tvæt,
selv som bøjde sølvhårsgubber, –
de, hvis livsens-elv skal rinde
ud fra dette stygge minde, –
de, som nu skal gro i lys
af hans nattegernings gys, –
de, som aldrig ud kan brænde
denne tankes ådselbål, –
dem han mægted ej at kende
som de to, der har ihænde
just det store eftermål. –

 

Og fra dem går kanske ud
led på led til synd og brudd.
Hvorfor? Hule afgrundssvar, –
de var sønner af sin faer!
Hvad skal stryges ud i stilhed?
Hvad skal jævnes ud med mildhed?
Når begynder ansvarsvægten
af ens arvelod fra slægten?
Hvilken thingdag, hvilken dommer,
når det store forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvor enhver er delinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte dokument?
Tages da for godt det svar:
Gælden skriver sig fra faer? –
Svimmeldybe nattegåde,
ingen mægter dig at råde.
Men på afgrundsbredden danser
sværmen uden sind og sanser; –
sjæle skulde skrige, bæve, –
men ej én blandt tusend øjner,
hvilket skyldberg der sig højner
fra det lille ord: at leve.
(Nogle mænd af almuen kommer frem bag huset og nærmer sig Brand.)

 

EN MAND.
Vi skal nok mødes anden gang.

 

BRAND.
Han har til eders hjælp ej trang.

 

MANDEN.
Selv er han løst og hjulpen; men
i stuen sidder tre igen.

 

BRAND.
Og så?

 

MANDEN.
Af smulerne, vi fik,
vi førte med en liden slik –

 

BRAND.
Hvis alt du gav foruden livet,
da vid, at du har intet givet.

 

MANDEN.
Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i livsensnød
og skreg om hjælp fra bådens hvælv,
jeg skulde vovet livet selv.

 

BRAND.
Men sjælens nød har ingen vægt?

 

MANDEN.
Husk på, vi er en slæbets slægt.

 

BRAND.
Så vend jert hele fulde syn
fra lyset over åsens bryn;
skel ej, som nu, med venstre øjet
tilhimmels, og det højre vendt
mod muldet, hvor, med ryggen bøjet,
I har jer selv for åget spændt.

 

MANDEN.
Jeg havde tænkt, du heller gav
det råd at ryste åget af.

 

BRAND.
Ja, om I kan.

 

MANDEN.
Du ejer magt.

 

BRAND.
Gør jeg?

 

MANDEN.
Alt mangen har os sagt
og vist, hvor vejen var, før nu; –
de pegte, men du gik den, du.

 

BRAND.
Du mener –?

 

MANDEN.
Ikke tusend ord
sig prenter, som én gernings spor.
Vi søger dig i bygdens navn; –
vi ser, en mand er just vort savn.

 

BRAND
(urolig)
.
Hvad vil I mig?

 

MANDEN.
Bliv du vor prest.

 

BRAND.
Jeg? Her!

 

MANDEN.
Du har vel hørt og læst,
vor menighed er presteløs?

 

BRAND.
Ja nu jeg mindes –

 

MANDEN.
Før i tiden
var bygden stor, nu er den liden.
Da uår kom, da kornet frøs,
da sot faldt over folk og fæ,
da armod slog hver mand iknæ,
da nøden sang hver sjæl i døs,
da her blev dyrt på sul og sæd, –
da blev her prestedyrtid med.

 

BRAND.
Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
På mig er lagt en større pligt.
Jeg trænger livets stærke røre,
jeg trænger verdens åbne øre.
Hvad skal jeg her? Hvor fjeldet stænger,
har mandemælet ingen magt.

 

MANDEN.
Hvor fjeldet svarer, lyder længer
det ord, som fuldt og stærkt blir sagt.

 

BRAND.
Hvem lukker sig i gruben inde,
når vangen vinker fri og flak?
Hvem pløjer ødemarken brak,
når der er odlet land at finde?
Hvem vil af kærner høste frugt,
når ungtrær står i modningsaldren?
Hvem sløver sig i døgnværkskvaldren,
når han har syners lys og flugt?

 

MANDEN
(ryster på hovedet)
.
Din dåd forstod jeg, – ej dit ord.

 

BRAND.
Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
(vil gå.)

 

MANDEN
(træder ivejen for ham)
.
Det kald, som ej du slippe vil,
det værk, som nu du stunder til, –
det er dig altså dyrt?

 

BRAND.
Mit liv
i et og alt det er!

 

MANDEN.
Så bliv!
(med eftertryk.)
Hvis alt du gav foruden livet,
så husk, at du har intet givet.

 

BRAND.
Ét ejes, som du ej kan skænke;
det er dit eget indre selv.
Du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme kaldets elv; –
den vil sin vej til havets hvælv.

 

MANDEN.
Blev den i myr og tjern begravet, –
den når som dugg tilslut dog havet.

 

BRAND
(ser visst på ham)
.
Hvo gav dig slige ord i munden?

 

MANDEN.
Du gav mig dem i storværkstunden.
Da stormen skreg, da sjøen slog,
da frem trods storm og sjø du drog,
da for en rådløs syndersjæl
du satte livet på en fjæl, –
da strøg det gennem mangt et sind
snart koldt, snart varmt, som sol og vind,
da ringed det som klokkeklemt – –
(sænker stemmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det løftningsflag,
du hejste over os idag.

 

BRAND.
Hvor kraft ej er, der er ej kald.
(hårdt.)
Kan ej du være, hvad du skal, –
så vær alvorligt, hvad du kan;
vær helt og holdent muldets mand.

 

MANDEN
(ser en stund på ham og siger)
:
Ve dig, som slukte, da du gik;
ve os, som så et øjeblik!
(han går; de øvrige følger stille efter.)

 

BRAND
(ser længe efter dem)
.
En for en med bøjde nakker
går den stille klynge hjem.
Sindet sturer, foden sakker,
staver tungt og træt sig frem;
hver af dem med tungsinds lader
går som truet af et ris,
går, som menneskenes fader
dreven ud af Paradis, –
går, som han, med skyldslørt tinding, –
ser, som han, i mørkets gab, –
bær, som han, sin kundskabs vinding, –
bær, som han, sin blindheds tab;
Mennesket jeg kækt har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er værket, – brødens billed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra til større vidder;
her er rum ej for en ridder!
(vil gå, men standser, idet han ser Agnes ved stranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var sang i luften.
Lyttende hun sad i båden,
da den skar de rørte vande, –
lyttende hun holdt i tuften, –
lyttende hun havråksfråden
rysted af sin klare pande.
Det ser ud som hørslen bytted
plads og hun med øjet lytted.
(nærmer sig.)
Unge pige, er det fjordens
krumme vej, som synet følger –?

 

AGNES
(uden at vende sig)
.
Hverken fjordens eller jordens;
begge sig for synet dølger.
Men en større jord jeg skimter;
skarpt mod luften står dens runding;
have ser jeg, floders munding;
solblink gennem tågen glimter.
Jeg ser slaglys, luerøde,
legende om skyslørt tinde,
ser en umålt ørkens øde.
Store palmer står derborte,
svajer i de hvasse vinde,
kaster bag sig skygger sorte.
Intet livstegn er at finde;
det er ligt en jord, som skabes;
og jeg hører røster runge,
og jeg hører stemmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
gør dit værk, det ansvarstunge; –
denne jord skal du befolke!

 

BRAND
(reven med)
.
Sig, hvad mer du ser!

 

AGNES
(lægger hånden på brystet)
.
Herinde
kan jeg kende kræfter ulme,
kan jeg føle floder svulme,
kan jeg se en dagning rinde.
Hjertet, lig en verden, vider
stort sig ud til alle sider,
og jeg hører stemmer tolke:
denne jord skal du befolke!
Alle tanker, som skal komme,
hver en gerning, som skal gøres,
vågner, hvisker, ånder, røres,
som om fødslens stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af sorg og kærlighed,
lys og mild som morgenrøden,
og bedrøvet dog til døden;
og jeg hører røster runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; –
gør dit værk, det ansvarstunge!

 

BRAND.
Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Eget hjerte, – det er kloden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal viljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad så verden gå sin gang
under trældom eller sang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit værk den knuse vil, –
da, ved himlen, slår jeg til!
Plads på hele jordens hvælv
til at være helt sig selv, –
det er lovlig ret for manden,
og jeg kræver ingen anden!
(tænker stille en stund og siger:)
Være helt sig selv! Men vægten
af ens arv og gæld fra slægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende opover bakken,
kroget, ludende med nakken?
For at puste må hun stå,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre fingre
hvast i sine dybe lommer,
som en skat hun slæbte på.
Om den visne benrad slænger
stakken, som en fjærhams lægg;
hånden krummer sig som tænger;
hun er ørnen lig, der hænger
spigret på en stabbursvæg.
(pludselig angst.)
Hvilket iskoldt barneminde,
hvilket gufs fra hjem og fjord
drysser rim om denne kvinde, –
drysser værre rim herinde – –?
Nådens Gud! Det er min moer!

 

BRANDS MODER
(kommer opover, standser halvvejs synlig i bakken, holder hånden skyggende over øjnene og ser sig om)
.
Her, har de sagt, han var.
(kommer nærmere.)
Den onde
ta’e solen, – hun gør halvt mig blind!
Søn, er det dig?

Other books

Young Stalin by Simon Sebag Montefiore
June (Calendar Girl #6) by Audrey Carlan
Carbonel and Calidor by Barbara Sleigh
O by Jonathan Margolis