Complete Works of Henrik Ibsen (346 page)

CATILINA
(træder frem)
.
Og heller ej for mig en anden lue –
en mere blid – du nærer, Furia?

FURIA.
I guder! Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej –?

CATILINA.
Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren.

FURIA.
O, herligt; herligt! Så er og
min
lyst; –
og dette tempel hader jeg desmere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
O, denne tomme, handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus –!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
At knuges sammen mellem disse vægge; –
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsigt sig tilende,
og ingen tanke rettes mod en dåd.

CATILINA.
Ah, Furia, hvor sælsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm, –
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit – af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er – som dit – foruden mål.
Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig, – de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind.

FURIA.
Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig, – så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom – og lad os følge røsten!

CATILINA.
Hvad mener du, min skønne sværmerinde?

FURIA.
Kom, – lad os flygte langt fra dette sted;
et nyskabt fædreland vi vil os finde.
Her kues åndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
før den til flammers leg får blusse frem.
Kom, lad os flygte; – se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fædrehjem!

CATILINA.
O, mægtigt tryllende du drager mig –

FURIA.
Så lad os nytte dette øjeblik!
Højt over fjelde; vidt bag havets flade, –
langt, langt fra Roma standser først vor flugt.
Dig følger sikkert tusend venners skare;
i fjerne lande fæster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig åbenbare,
at intet hjerte slog som disse to!

CATILINA.
O, skønt! – Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan også frihedsflammen næres;
her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den.

FURIA.
Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvor ikkun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er også du blandt dem,
som uden rødme Romas fortid mindes?
Hvo råded fordum her? Hvo råder nu?
Dengang en helteflok, – og nu en skare
af trælles trælle –

CATILINA.
Spot mig også du; –
men vid, – for Romas frihed at bevare,
for end engang at se
²
dets sunkne glans,
med glæde jeg, som Curtius, mig styrted
i svælget ned –

2.
fu: omits “se”

FURIA.
Dig tror jeg; dig alene;
dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes;
på denne tid de plejer samles her.

CATILINA.
Jeg går; dog kun for atter dig at møde.
En tryllekraft mig fængsler til din side; –
så stolt en kvinde så jeg aldrig før.

FURIA
(med et vildt smil)
.
Da lov mig
et
; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?

CATILINA.
Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love.

FURIA.
Så hør. Skønt her jeg som en fange lever,
jeg véd, i Roma færdes der en mand,
hvem jeg har svoret fiendskab indtil døden –
og had bag gravens sorte skygger selv.

CATILINA.
Og så –?

FURIA.
Så sværg, – min fiende skal vorde
til døden din. Vil du, min Lucius?

CATILINA.
Det sværger jeg ved alle store guder!
Det være svoret ved min faders navn
og ved min moders minde –! Furia, –
hvad fattes dig? Dit øje flammer vildt, –
og marmorhvid, som ligets, er din kind.

FURIA.
Jeg véd det ikke selv. – En ildflod strømmer
igennem mig. Sværg! Sværg din ed tilende!

CATILINA.
Udøs, I vældige, på denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dæmon lig jeg skal forfølge ham!

FURIA.
Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hænder hviler nu min hævn.

CATILINA.
Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot, –
hvo er din fiende? Hvad var hans brøde?

FURIA.
Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket søster leved der med mig,
til vestalinde kåret alt som barn. –
Da kom en niding til vor fjerne egn; –
han så den unge vordende prestinde –

CATILINA
(overrasket)
.
Prestinde? Sig mig –! Tal –!

FURIA.
Han skænded hende.
Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen.

CATILINA
(urolig)
Du kender ham?

FURIA.
Jeg så ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn.

CATILINA.
Så nævn det da!

FURIA.
Det navn har ry. Han heder Catilina.

CATILINA
(farer tilbage)
.
Hvad siger du? O, rædsel! Furia –!

FURIA.
Kom til dig selv! Hvad fattes dig? – Du blegner.
Min Lucius, – er denne mand din ven?

CATILINA.
Min ven? Nej, Furia, – nu ikke mere.
Jeg har forbandet, – svoret evigt had –
mig selv.

FURIA.
Dig selv! Du – du er Catilina?

CATILINA.
Jeg er det.

FURIA.
Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; –
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand, – ve!

CATILINA.
Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
(han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.)

FURIA
(efter et ophold)
.
Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet, – og jeg ser i natten.
Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst. –
En sælsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evigt gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv!

EN VESTALINDE
(træder ind)
.
Gå, Furia; din vagt er nu tilende;
thi kom jeg hid –. Dog, hellige gudinde, –
hvad ser jeg! Ve dig; ve dig! Flammen slukt!

FURIA
(forvildet)
.
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; –
den slukkes ej.

VESTALINDEN.
I magter, – hvad er dette?

FURIA.
Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op – og dør
i næste stund; men hadet –

VESTALINDEN.
Alle guder, –
det er jo vanvid!
(råber ud.)
Kom! Til hjælp; til hjælp!
(Vestalinder og tempeltjenere iler ind.)

NOGLE.
Hvad er påfærde?

ANDRE.
Vestaflammen slukket!

FURIA.
Men hadets brænder; hævnens blusser højt!

VESTALINDERNE.
Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
(de fører hende ud imellem sig.)

CURIUS
(træder frem)
.
Til fængslet føres hun. Derfra til døden. –
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? –
O, aldrig følte jeg mig så tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. –
Ved mig hun frelses skal! – Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. –
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; –
til redningsværk endnu i denne stund!
Vent, Furia; – jeg drager dig af graven
til livet, – gjaldt det end mit eget liv!
(han går hurtigt bort.)

(En sal i Catilinas hus.)

CATILINA
(kommer heftig og urolig ind)
.
„Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.”
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, –
et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, – mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; –
og alle dage skal jeg eden mindes.
(Under det følgende træder Aurelia ind og nærmer sig ham uden at bemærkes.)

CATILINA.
Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; – andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvivl mig tumler som et stormfuldt hav –

AURELIA
(griber hans hånd)
.
Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?

CATILINA
(mildt)
.
O, min Aurelia, – hvor god og øm –.
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbittre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, –
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. –
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bittre skål til bunden tømme?

AURELIA.
En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, –
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; –
kun livets tummel mægter den at stille.

AURELIA.
Er din Aurelia dig ikke nok, –
formår hun ej, din sjæl tilfreds at stille, –
så åbn dog hjertet for et venligt ord,
en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Kan hun ej mætte denne hede trang,
kan hun ej følge dine tankers flyven, –
vid: hun formår at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder.

CATILINA.
Så hør da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig så dybt forstemte.
Du véd, jeg længst har konsulatet søgt –
foruden held. Du kender jo det hele; –
hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har forødt –

AURELIA.
O, ti, min Catilina;
det smerter mig –

CATILINA.
Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? –
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den trædske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. –
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt –