Complete Works of Henrik Ibsen (662 page)

FRU SOLNESS.
Se så, frøken Wangel, nu er værelset i orden til Dem.

HILDE.
Å, hvor snil De er imod mig!

SOLNESS
(til fruen)
.
Barnekammerset?

FRU SOLNESS.
Ja. Det mellemste. Men først så skulde vi vel tilbords.

SOLNESS
(nikker til Hilde)
.
Hilde skal sove i barnekammerset, hun.

FRU SOLNESS
(ser på ham)
.
Hilde?

SOLNESS.
Ja, frøken Wangel heder Hilde. Jeg har kendt hende, da hun var barn.

FRU SOLNESS.
Nej, har du det, Halvard? Nå, vær så god da. Der er dækket.
(hun tar doktor Herdals arm og går ud med ham til højre.)
(Hilde har imens samlet sine rejsesager sammen.)

HILDE
(sagte og hurtigt til Solness)
.
Er det sandt, som De sa’? Kan De bruge mig til noget?

SOLNESS
(tar sagerne fra hende)
.
De er den, som jeg sårest har savnet.

HILDE
(ser på ham med glade forundrede øjne og slår hænderne sammen)
.
Men du store, dejlige verden –!

SOLNESS
(spændt)
.
Nå –?

HILDE.
Så har jeg jo kongeriget da!

SOLNESS
(uvilkårlig)
.
Hilde –!

HILDE
(atter med dirrende drag om munden)
.
Næsten, – havde jeg nær sagt.
(hun går ud til højre. Solness følger hende.)

ANDEN AKT

(En smukt udstyret, mindre salon hos bygmester Solness. På bagvæggen glasdør ud til veranda og have. Til højre et brudt hjørne med karnap, hvori blomsteropsatser og et stort vindu. Et tilsvarende brudt hjørne til venstre. I dette en liden tapetdør. På hver af sidevæggene en almindelig dør. Foran til højre konsolbord med stort spejl. Blomster og planter i rig opstilling. Foran til venstre sofa med bord og stole. Længere tilbage et bogskab. Ude på gulvet, foran karnappet, et lidet bord og et par stole. Det er tidlig formiddag.)
(Bygmester Solness sidder ved det lille bord med Ragnar Broviks mappe opslået foran sig. Han blader i tegningerne og ser nøje på nogle af dem. Fru Solness går lydløst om med en liden vandkande og steller med blomsterne. Hun er sortklædt som før. Hendes hat, overtøj og parasol ligger på en stol ved spejlet. Solness følger hende et par gange uformærket med øjnene. Ingen af dem taler.)
(Kaja Fosli kommer stilfærdig i døren til venstre.)

SOLNESS
(vender hodet og siger ligegyldig henkastende)
.
Nå, er det Dem?

KAJA.
Jeg vilde bare melde, at jeg er kommen.

SOLNESS.
Ja, ja, det er godt. Er ikke Ragnar der også?

KAJA.
Nej, ikke endnu. Han måtte bli’ lidt og vente på doktoren. Men siden vilde han komme og forhøre sig –

SOLNESS.
Hvorledes står det sig med den gamle idag?

KAJA.
Dårlig. Han be’r så meget undskylde, at han må bli’ liggende dagen over.

SOLNESS.
Bevar’s vel. La’ ham endelig det. Men gå så De til Deres arbejde.

KAJA.
Ja.
(standser ved døren.)
Vil De kanske snakke med Ragnar, når han kommer?

SOLNESS.
Nej, – jeg véd ikke noget så’n særligt.
(Kaja går ud igen til venstre.)
(Solness sidder fremdeles og blader i tegningerne.)

FRU SOLNESS
(henne ved planterne)
.
Gad vide, om han ikke dør, han også.

SOLNESS
(ser hen på hende)
.
Han også? Hvem andre da?

FRU SOLNESS
(uden at svare)
.
Jo, jo; gamle Brovik – han dør visst også nu, Halvard. Du skal nok få se det.

SOLNESS.
Kære Aline, skulde du ikke ud og gå lidt?

FRU SOLNESS.
Jo, jeg skulde jo egentlig det.
(hun blir ved at stelle med blomsterne.)

SOLNESS
(bøjet over tegningerne)
.
Sover hun endnu?

FRU SOLNESS
(ser på ham)
.
Er det frøken Wangel, du sidder og tænker på?

SOLNESS
(ligegyldig)
.
Jeg kom så’n til at huske på hende.

FRU SOLNESS.
Frøken Wangel er oppe for længe siden.

SOLNESS.
Nå, er hun det?

FRU SOLNESS.
Da jeg var derinde, sad hun og stelled med sit tøj.
(hun går foran spejlet og begynder langsomt at sætte hatten på.)

SOLNESS
(efter et kort ophold)
.
Så fik vi da brug for et barnekammers alligevel, vi, Aline.

FRU SOLNESS.
Ja, vi fik jo det.

SOLNESS.
Og jeg synes, det er bedre, det, end at altsammen skal stå tomt.

FRU SOLNESS.
Dette tomme er så rent forfærdeligt. Det har du ret i.

SOLNESS
(lukker mappen, rejser sig og går nærmere)
.
Du skal bare få se det, Aline, at herefter blir det nok bedre for os. Langt hyggeligere. Lettere at leve. – Især da for dig.

FRU SOLNESS
(ser på ham)
.
Herefter?

SOLNESS.
Ja, tro du mig, Aline –

FRU SOLNESS.
Mener du, – fordi hun er kommen her?

SOLNESS
(betvinger sig)
.
Jeg mener naturligvis, – når vi først får flyttet ind i det nye huset.

FRU SOLNESS
(tar overtøjet)
.
Ja, tror du det, Halvard? At det blir bedre da?

SOLNESS.
Jeg kan da aldrig tænke mig andet. Og det tror da vel sagtens du også?

FRU SOLNESS.
Jeg tror ingen verdens ting om det nye huset.

SOLNESS
(forstemt)
.
Det er rigtignok ilde at høre for mig, dette her. For det er da vel mest for din skyld, at jeg har bygget det.
(han vil hjælpe hende med tøjet.)

FRU SOLNESS
(unddrager sig)
.
I grunden gør du så altfor meget for min skyld.

SOLNESS
(med en viss heftighed)
.
Nej, nej, sligt noget må du sletikke sige, Aline! Jeg tåler ikke at høre den slags ting af dig!

FRU SOLNESS.
Nå, så skal jeg ikke sige det da, Halvard.

SOLNESS.
Men jeg blir ved mit, jeg. Du skal nok få se det, at det vil lage sig bra’ for dig der over i det nye.

FRU SOLNESS.
Å Gud, – bra’ for mig –!

SOLNESS
(ivrig)
.
Jo da! Jo da! Vær bare sikker på det, du! For der, ser du, – der blir der så utrolig meget, som kommer til at minde dig om dit eget –

FRU SOLNESS.
Om det, som havde været fars og mors. – Og som brændte op – altsammen.

SOLNESS
(dæmpet)
.
Ja, ja, du stakkers Aline. Det var et forfærdelig hårdt slag for dig, det.

FRU SOLNESS
(udbrydende i klage)
.
Du kan bygge så meget, du i verden vil, Halvard, – for mig får du aldrig bygget noget rigtigt hjem op igen!

SOLNESS
(går henover gulvet)
.
Nå, så la’ os i Guds navn ikke snakke mere om dette her da.

FRU SOLNESS.
Vi plejer jo ellers aldrig at snakke om det heller. For du skyder det bare ifra dig –

SOLNESS
(standser brat og ser på hende)
.
Gør jeg? Og hvorfor skulde jeg gøre det? Skyde det ifra mig?

FRU SOLNESS.
Å jo, jeg forstår dig så godt, Halvard? Du vil jo så gerne skåne mig. Og undskylde mig også. Alt, – hvad du bare kan.

SOLNESS
(med forbausede øjne)
.
Dig! Er det dig, – dig selv, du taler om, Aline!

FRU SOLNESS.
Ja, det må da vel være om mig, véd jeg.

SOLNESS
(uvilkårligt, hen for sig)
.
Det også!

FRU SOLNESS.
For med det gamle huset, – med det fik det nu endda være som det være vilde. Herregud, – når nu engang ulykken var ude, så –

SOLNESS.
Ja, det har du ret i. Ulykken rå’r en jo ikke for, – siges der.

FRU SOLNESS.
Men det forfærdelige, som branden drog efter sig –! Det er det! Det, det, det!

SOLNESS
(heftig)
.
Bare ikke tænke på det, Aline!

FRU SOLNESS.
Jo, just det må jeg tænke på. Og få tale om det endelig engang også. For jeg synes ikke, jeg kan bære det længer. Og så at jeg aldrig har lov til at tilgi’ mig selv –!

SOLNESS
(i udbrud)
.
Dig selv –!

FRU SOLNESS.
Ja, for jeg havde jo pligter til to sider. Både imod dig og imod de små. Jeg skulde ha’ gjort mig hård. Ikke ladt skrækken få slig magt over mig. Ikke heller sorgen, fordi hjemmet var brændt for mig.
(vrider hænderne.)
Å, om jeg bare havde kunnet, Halvard!

SOLNESS
(sagte, rystet, går nærmere)
.
Aline, – du må love mig, at du aldrig mere vil tænke de tanker. – Lov mig endelig det, du!

FRU SOLNESS.
Å Gud, – love! Love! En kan jo love, hvad det så skal være –

SOLNESS
(knuger hænderne og går henover gulvet)
.
Å, det er da også fortvilet, er det! Aldrig en solstråle! Ikke så meget som et strejflys engang ind i hjemmet!

FRU SOLNESS.
Her er jo ikke noget hjem, Halvard.

SOLNESS.
Å nej, du må så sige.
(tungt.)
Og Gud véd, om du ikke får ret i det, at det ikke blir bedre for os i det nye huset heller.

FRU SOLNESS.
Det blir det aldrig. Lige tomt. Lige øde. Der som her.

SOLNESS
(heftig)
.
Men hvorfor i alverden har vi så bygget det da? Kan du sige mig det?

FRU SOLNESS.
Nej, det får du svare dig selv på.

SOLNESS
(skotter mistænksomt til hende)
.
Hvad mener du med det, Aline?

FRU SOLNESS.
Hvad jeg mener?

SOLNESS.
Ja, for fan’ –! Du sa’ det så underligt. Som om du havde en bagtanke med det.

FRU SOLNESS.
Nej, det kan jeg rigtignok forsikre dig –

SOLNESS
(går nærmere)
.
Å, mange tak, – jeg véd nok, hvad jeg véd. Og jeg både ser og jeg hører også, jeg, Aline. Det kan du lide på!

FRU SOLNESS.
Men hvad for noget da? Hvad for noget?

SOLNESS
(stiller sig foran hende)
.
Finder du kanske ikke ud en lumsk, bortgemt mening i det uskyldigste ord, som jeg bare siger?

FRU SOLNESS.
Jeg, siger du! Gør jeg det!

SOLNESS
(ler)
.
Håhåhå! Det er jo nokså rimeligt, det, Aline! Når du har at trækkes med en syg mand i huset, så –

FRU SOLNESS
(angstfuld)
.
Syg? Er du syg, Halvard!

SOLNESS
(bryder ud)
.
En halvgal mand da! En forrykt mand! Kald mig, hvad du vil.

FRU SOLNESS
(famler efter stolryggen og sætter sig)
.
Halvard, – for Gud i himmelens skyld –!

SOLNESS.
Men I tar fejl, begge to. Både du og doktoren. Det er ikke slig fat med mig.
(han går op og ned ad gulvet. Fru Solness følger ham ængstelig med øjnene. Derpå går han hen til hende.)

SOLNESS
(rolig)
.
I grunden fejler der mig ingen verdens ting.

FRU SOLNESS.
Nej, ikke sandt! Men hvad er der så ivejen med dig da?

SOLNESS.
Det er det, at jeg mangen gang holder på at segne under denne forfærdelige gældsbyrden –

FRU SOLNESS.
Gæld, siger du! Men du står jo ikke i gæld til nogen, Halvard!

SOLNESS
(sagte, bevæget)
.
I bundløs skyld og gæld til dig, – til dig, – til dig, Aline.

FRU SOLNESS
(rejser sig langsomt)
.
Hvad er der bagved alt dette her? Sig det ligeså godt straks.

SOLNESS.
Men der er jo ingenting bagved! Jeg har aldrig gjort dig noget ondt. Ikke med vidende og vilje ialfald. Og så alligevel – så kendes det som om en knugende skyld lå og tynged på mig.

FRU SOLNESS.
En skyld imod mig?

SOLNESS.
Mest imod dig.

FRU SOLNESS.
Så er du – syg alligevel, Halvard.

SOLNESS
(tungt)
.
Må vel være det. Eller noget sligt noget.
(ser mod døren til højre, som åbnes.)
Nå! Nu lysner det.
(Hilde Wangel kommer ind. Hun har ændret et og andet ved sin dragt. Kjoleskørtet er nedhæftet.)

HILDE.
Godmorgen, bygmester!