Complete Works of Henrik Ibsen (499 page)

FYRST JULIAN.
Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg ikke er alvidende –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Så erfar da, at Maximos nys er trådt åbenlyst frem med det, som ligger på bunden af hans lære.

FYRST JULIAN.
Og det laster du ham for?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Han har udsagt, at han kan byde over ånder og skygger.

FYRST JULIAN
(fatter hans kappe)
.

Libanios!

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Alle på skibet var opfyldt af de forunderligste fortællinger, og her
(viser et brev frem)
her skriver min medbroder Eusebios udførligt om sagen.

FYRST JULIAN.
Ånder og skygger –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsamling, både af tilhængere og af modstandere, øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne, som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ugudeligt værk!

FYRST JULIAN
(åndeløs)
.

Og så –?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Og i det stærke blålige lys så de alle, at støttens ansigt tog liv og smilte imod dem.

FYRST JULIAN.
Hvad mere?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styrted imod udgangen. Mange har ligget i sygdom eller vildelse bagefter. Men han selv, – skulde du tro det, Julian? – til trods for den skæbne, som ramte begge hans brødre i Konstantinopel, turer han frem på sin farlige og forargelige vej.

FYRST JULIAN.
Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i dette? Samkvem mellem ånd og ånd –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, dyrebare, forvildede ven –!

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi andre – kastet fortolkningens lys over det hele? Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb og af udtydning, som vi, som visdommens elskere, som skolen, som –

FYRST JULIAN
(stormende)
.

Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(slår armene om ham)
.

Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!

FYRST JULIAN
(snor sig fra ham)
.

Ingen holder mig; – stamp ikke mod brodden –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, medbroder, hvor vil du hen?

FYRST JULIAN.
Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor støtter smiler!

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så dybt, i samme stund har du afført dig det herlige ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje skole –

FYRST JULIAN.
O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; – nu har du pegt på den mand, jeg ledte efter.

(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.)

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(ser en tid efter ham)
.

Denne fyrstelige yngling er farlig for videnskaben.

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(halvt hen for sig)
.

Fyrst Julian er farlig for mere.

TREDJE AKT

(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.)

(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.)

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Umuligt! Driv dog ikke spot med os.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente os? Intet menneske har vidst vor afrejse fra Athen; intet ophold har sinket os undervejs; vi har sejlet ikap med skyerne og de vilde traner.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever han af urter og brød.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; – vinkanderne, omvundne med blomster og grønt; lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Tidligt imorges lod han mig kalde. Han lod til at være uvanligt glad; thi han gik op og ned ad gulvet og gned sig i hænderne. „Bered et rigeligt måltid,” sagde han, „thi inden aften kommer to venner fra Athen –”

(han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.)

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Er han der?

HUSMESTEREN EUTHERIOS
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig; de går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter)
.

(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre spænding )

FYRST JULIAN
(går hen imod dem og hilser dem med stor heftighed)
.

Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders ånd fløj forud for eders legemer!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Julian!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Min ven og broder!

FYRST JULIAN.
Jeg har været som en forsmægtende elsker efter eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende visse folks bifald, kaldte mig en abe; – o, havde jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde kryste eders fire på en gang!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Men forklar dog –; dine tjenere møder os med fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil salve vort hår og smykke os med roser –

FYRST JULIAN.
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, véd I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr; forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen kom fra, var to store fugle med kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg eder to.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Er du viss på alt dette?

FYRST JULIAN.
Tænkte I på mig; talte I om mig inat?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, ja, – foran i skibet –

FYRST JULIAN.
Hvad tid på natten var det?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvad tid på natten havde du hint syn?

FYRST JULIAN.
En time efter midnat.

GREGOR FRA NAZIANZ
(med et blik på Basilios)
.

Forunderligt.

FYRST JULIAN
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet)
.

Ser I! Ha-ha; ser I vel?

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(følger ham med øjnene)
.

O, så er det dog sandt –

FYRST JULIAN.
Hvilket? Hvad er sandt?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du her øver.

FYRST JULIAN.
Ej, hvad kan rygtet ikke overdrive? – Men hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har ladet mig fortælle, at der skal gå mange rygter om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses forsikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd i riget, om hvem der tales så meget, som om mig.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Det kan du trygt tro.

FYRST JULIAN.
Og hvad siger så Libanios til alt dette? Det var ham altid ukært, at mængden sysselsatte sig med andre end med ham. Og hvad siger de mange uforglemmelige venner i Athen for øvrigt? Man véd vel, at jeg er både i kejserens og i hele hoffets unåde?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflejren; men derom skriver min broder Cæsarios intet.

FYRST JULIAN.
Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode Gregor! Fra alle kanter agter de det rådeligt at holde øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin husprest Aëzios hid for at udforske, om jeg holder fast ved den uforfalskede lære.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og så –?

FYRST JULIAN.
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen morgenandagt i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter, ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det hele tror jeg nok, at Aëzios var vel tilfreds med mig, da han rejste.

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(griber hans hånd)
.

Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, – tal åbent om din stilling.

FYRST JULIAN.
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner! Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med rette, – Maximos er den største, som nogen tid har levet.

GREGOR FRA NAZIANZ
(bereder sig til at gå)
.

Vi vilde kun se dig, herre!

FYRST JULIAN.
Kan dette gøre broder så fremmed imod broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før jeg blev seende og før jeg aned det, som er livets kerne.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvad kalder du livets kerne?

FYRST JULIAN.
Maximos véd det. I ham er den ny åbenbaring.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og den er bleven dig til del?

FYRST JULIAN.
Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i denne nat har Maximos lovet mig –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –!

FYRST JULIAN.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting? Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. – Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har med dette mit til ånd forvandlede legeme været langt inde i paradisets egne; englene har sunget sine lovsange for mig; jeg har skuet det midterste lys –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!

FYRST JULIAN.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth – – Véd du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig? – Det skede en nat under bøn og faste. Da fornam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. – Se, da blev denne flade mere og mere gennemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige nøgenhed. – Men ovenover, i det uendelige hvælv, som før havde syntes mig tomhed, – der var livet; der tog det usynlige former og stilheden tog toner. – Da fatted jeg den store forløsende erkendelse.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvilken erkendelse mener du?

FYRST JULIAN.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er, det er.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys og tåger.

FYRST JULIAN.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke både varsler og visse sælsomme forekomster imellem stjernerne, at den guddommelige vilje har noget endnu uopklaret i sinde med mig?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide, hvis værk de er.

FYRST JULIAN.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte:)
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal inden føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg som – ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Véd I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Nej, nej, hvor kan vi vide –?

FYRST JULIAN.
Apollinaris har udsagt, at han hørte nogen banke gentagne gange på døren ved nattetid. Han stod da op og gik udenfor huset; og se, – der ude fik han øje på en skikkelse, – mand eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skikkelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Var det dette tegn, du nys sagde, havde bekræftet sig?

FYRST JULIAN
(nikker langsomt)
.

Syv dage senere døde Cæsars hustru i Bithynia. Konstantina har altid været hans onde engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det omslag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre uger efter Konstantinas død kom kejserens udsending, tribunen Skudilo, med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled højt, da han, skønt endnu kun Cæsar af navn, stod frem på de fordums kejseres vis og rakte kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sunken under synd og forfølgelse.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Sælsomt. I Athen gik andre rygter.

FYRST JULIAN.
Jeg har sikker kundskab. Det haster med purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så tvile på de ting, Maximos har bebudet som nær forestående for mig? I nat falder det sidste slør. Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens og forventningens natte-timer! Når Maximos kommer, skal I være vidne til –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Aldrig!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Kan ikke ske; vi er på hjemrejsen til Kappadokia.

FYRST JULIAN.
Og hvad har så brat forjaget jer fra Grækenland?