Complete Works of Henrik Ibsen (498 page)

Jeg har min lille kreds; jeg har min slægt at værge om. Videre går hverken min magt eller mine evner.

FYRST JULIAN
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber)
:

Til bakkanal!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Julian!

FYRST JULIAN.
Til bakkanal, I venner!

(Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort gennem søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de nyankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.)

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(nærmere)
.

Julian, vil du høre mig?

FYRST JULIAN.
Se, se! De har ført sine nye venner i bad, – salvet deres hår. Se, hvor de svinger kniplerne; hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad siger du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din vrede skygge –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kom, kom!

FYRST JULIAN.
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du, hvad –!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Fy, fy; – vend dit øje bort!

(Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.)

FYRST JULIAN
(efter en kort taushed)
.

Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske synd så skøn?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Du fejler, ven; der er digtet og berettet skønt om den hedenske synd; men den var ikke skøn.

FYRST JULIAN.
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn, når han, hed af vin, som en ung gud stormed gennem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes og hamred på borgernes døre, – når han råbte på deres hustruer og døtre, mens kvinderne derinde skalv og i sukkende åndeløs taushed intet heller ønsked sig end at –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.

FYRST JULIAN.
Var ikke Sokrates skøn i symposiet? Og Platon og alle de glade svælgende brødre! Og dog bedrev de ting, som hine kristne halv-svin derborte skulde sværge sig fra Gud på, om nogen beskyldte dem for det. Og tænk dig derhos Ødipos, Medea, Leda –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Digt, digt; – du blander digt og sandhed sammen.

FYRST JULIAN.
Har ikke de digtede sind og viljer de skabtes vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sandheden skulde være skønhedens fiende.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og i en slig stund kan du sukke efter skønhed? Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?

FYRST JULIAN
(holder sig for ørerne)
.

Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det fra Antiokia vil vi ryste af os. – – Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad kaldte du de øvrige tidender?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Sælsomme.

FYRST JULIAN.
Ja, ja; – hvad var det?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hun skriver om Maximos i Efesos –

FYRST JULIAN
(levende)
.

Mystikeren?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, denne gådefulde mand. Nu er han dukket op igen; denne gang i Efesos. Alle de omliggende landskaber er i gæring. Maximos nævnes på alles læber. Enten er han en gøgler, eller han står i en uheldsvanger pagt med visse ånder. Selv kristne drages underlig hen af hans bespottelige tegn og gerninger.

FYRST JULIAN.
Mere, mere; jeg beder dig!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Der er ikke mere om ham. Makrina skriver kun, at hun i Maximos’s atterkomst ser et vidnesbyrd om, at vi er under Herrens vrede. Hun tror, at der forestår os store trængsler for vore synders skyld.

FYRST JULIAN.
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig være en sjelden kvinde, din søster.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
I sandhed, det er hun.

FYRST JULIAN.
Når du meddeler mig af hendes breve, da er det, som om jeg fornam noget helt og fuldt, jeg længe havde sukket efter. Sig mig, står endnu hendes tanke til at vende sig bort fra verden og at leve i en øde egn?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Den tanke står altid fast hos hende.

FYRST JULIAN.
Virkelig? Hun, som alle gaver synes at være drysset ned over? Hun, som jo skal være både ung og skøn; hun, som har rigdom ivente og som råder over en – for en kvinde at være – højst uvanlig lærdom! Véd du vel, Basilios, at jeg brænder efter at få se hende? – Hvad vil hun i ensomheden?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Jeg har jo fortalt dig, hendes brudgom døde. Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter at møde ren.

FYRST JULIAN.
Sælsomt, hvor mange der drages imod ensomheden i disse tider. – Når du skriver til Makrina, kan du sige hende, at også jeg –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hun véd det, Julian; men hun tror det ikke.

FYRST JULIAN.
Hvorfor ikke? Hvad skriver hun?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Jeg beder dig, ven, forskån mig –

FYRST JULIAN.
Har du mig kær, så dølger du ikke et ord af, hvad hun skriver!

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(rækker ham brevet)
.

Du vil det; – læs; det begynder der.

FYRST JULIAN
(læser)
.

„Hver gang du skriver om kejserens unge slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind af en stor og strålende glæde –”. O, Basilios, vær du mit øje; læs videre for mig.

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(læser)
.

„Din fortælling om al den tillidsfulde visshed, hvormed han kom til Athen, var mig som et billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror han er den genfødte David, som skal nedslå hedningernes kæmper. Guds ånd være over ham i striden og alle dage”.

FYRST JULIAN
(griber ham om armen)
.

Lad det være nok med dette? Hun også? Hvad er det, I alle, ligesom med én mund, kræver af mig? Har jeg givet eder noget skyldbrev på at brydes med magtens løver –?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs forventning ser imod dig?

FYRST JULIAN
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker efter brevet)
.

Giv hid; lad mig se.
(læser.)
„Guds ånd være over ham i striden og alle dage”. – O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler mig som hin Dædalos mellem himmel og hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad mening er der i disse røster, som råber til mig fra øst og vest, at jeg skal frelse kristendommen? Hvor er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne over den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de, som raser mod templerne, som myrder hedninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld? Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina, om kristendommen er at søge i ensomheden, – på søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i Konstantinopel, som nys kæmped med næverne for at klare det spørgsmål, om treenigheden består af tre personer eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristendommen?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Søg svaret der, hvor det er at finde i alle skrøbelige tider.

FYRST JULIAN.
Stæng ikke din kundskabs brønd! Læsk mig, hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
I de hellige mænds skrifter.

FYRST JULIAN.
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, – altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn, en røst –!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Glemmer du synet og røsten, som hin Agathon fra Makellon –?

FYRST JULIAN.
Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvil over den sag. Det véd jeg kun: i Athen er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i naglesåret –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og dog står der skrevet –

FYRST JULIAN
(slår ud med hånden)
.

Jeg véd alt, hvad der står skrevet. Dette med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom ombord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde du bede den ned over mig! Bloddøden, om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding –!
(han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte:)
Denne. Det havde jeg glemt.
(kaster kransen bort.)
Et eneste har jeg lært i Athen.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvilket, Julian?

FYRST JULIAN.
Den gamle skønhed er ikke længer skøn, og den nye sandhed er ikke længer sand.

(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen fra højre side.)

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(endnu i frastand)
.

Nu har vi ham; nu har vi ham!

FYRST JULIAN.
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Hvilke begge?

FYRST JULIAN.
Milons sønner.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham, min Julian!

FYRST JULIAN.
Hvem, dyrebare broder?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Han har fanget sig i sit eget garn!

FYRST JULIAN.
Aha, – en vismand altså?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Al visdoms modstander.

FYRST JULIAN.
Hvem, hvem, spørger jeg?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Véd du det virkelig ikke? Har du ikke hørt nyheden om Maximos?

FYRST JULIAN.
Om Maximos? O, hav dog den godhed –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Did hen måtte det komme med denne urolige sværmer, – skridt for skridt, ind i vanvidet –

FYRST JULIAN.
Med andre ord: ind i den højeste visdom.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede Julian, du er manden. Du er kejserens nære slægtning. Alle sande visdomsvenners håb er rettet på dig, både her og i Nikomedia –