Complete Works of Henrik Ibsen (380 page)

ALFHILD.
Du har hørt min faders sange! Det er ved dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed, som skulde komme. I dem alle var der en fager ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og herligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må fortælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid; thi når de atter gæster mig, da har de såmeget sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om, at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær grønnes, og den store, dejlige sol står tidlig op og går sent til hvile, for ret at lytte til alle de fagre eventyr og sange. Men lidet fatter jeg af alt, hvad de fortæller, du må tolke det for mig, du må klare for mig alt, hvad der spørger og kræver svar i mit bryst.

OLAF.
Lidet er jeg det mægtig, du spørger om mit hjem. Mit hjem? Har jeg havt et andet hjem end her, da mindes jeg kun ringe ting deraf. Det er mig alt som en tåget drøm, der glemmes i den stund vi vågner. Dog, kom! langt dernede ligger en bygd, der bæres det mig for, at jeg færdedes, før jeg så dig, der bæres det mig for, at mine frænder bor. Hører du, hvor elven maner og suser, lad os følge den; ude på kanten, ved fossefaldet, der kan vi se over bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme. Kom, kom!

ALFHILD.
Men tør jeg –

OLAF.
Følg trøstig, jeg skal værne om dig!

ALFHILD.
Jeg er rede; jeg véd det jo nok, selv om jeg ikke vilde; følge dig må jeg, hvor du færdes.
(de går ud til højre.)

KOR AF BRUDEFOLKET OG FRU KIRSTENS FØLGE
(fjernt fra skoven til venstre)
.
Du agte dig vel, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!

ELLEVTE SCENE.
Fru Kirsten og Hemming
(kommer ind fra venstre)
.

HEMMING.
Her var han; – se – nej, nu er han borte!

FRU KIRSTEN.
Og han sagde, at han ventede på bruden, som skulde komme?

HEMMING.
Ja, men hvem han mente, kunde jeg ikke ret blive klog på; thi hans tale var sælsomt forvildet. Ingeborg mente han ikke, det er visst.

FRU KIRSTEN.
Stille, gode Hemming! stille med det, han har sagt! Velgjort var det, at du lod mig alene vide, han var her. Rigelig skal du lønnes derfor, men først må vi finde ham fat –

HEMMING
(idet han ser ud til højre)
.
Se, se der, i måneskinnet, på bakken ved elven, – ja, forvisst tror jeg – –

FRU KIRSTEN.
Stille, stille, det er Olaf!

HEMMING.
Der er to; en kvinde står hos –

FRU KIRSTEN.
Alle gode ånder!

HEMMING.
Han viser udover bygden, som om – der går de begge!

FRU KIRSTEN.
Hent herr Arne og vore folk! Vi vil mødes her; jeg bringer Olaf hid!

HEMMING.
Men tør I også –?

FRU KIRSTEN.
Gør som jeg siger; men ti vel med det, du har hørt og set. Du kan sige, at Olaf drog herop for at jage ren og bjørn, og at han fór vild på fjeldet.

HEMMING.
I kan lide på mig, fru Kirsten!
(går ud til venstre.)

FRU KIRSTEN.
Skulde det da være sandt? Skulde onde vætter have fået magt over ham? Ej, sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet tror jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums tider. Men det er nok alfekvinder af kød og blod, som – –. Der stiger han ned til elven, jeg må rappe mig!
(går ud til højre i mellemgrunden.)

KOR
(fjernt fra skoven til venstre)
.
     Med fromme sange, med klokkespil
     så vide vi færdes i dale!
     Du kristne mand, du lytte dertil,
     vågn op af den koglende dvale!

TOLVTE SCENE.
Olaf og Alfhild
(kommer ind fra højre i baggrunden. Senere fru Kirsten)
.

ALFHILD.
O, du må fortælle mig mere endnu!
I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,
det er mig, som råded du alle min længsels runer
med din liflige tale! – – –
Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,
der er så dybt, at du ej kan bunde?
Så du ikke alle himlens små lys dernede,
de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,
mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.
– – – – –
Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fange
de dybe, de tindrende gåder dernede –
jeg greb efter dem, vilde se dem nær,
da blev de dunkle, som øjne, der græde, –
det var fåfængt at spejde og lede –
– – – – –
Så var det også fordum i mit sind!
Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;
men de gækked mig som stjernen i det dybe vand,
bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded derpå!

OLAF.
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
den ætstore mand, der broutede af sin slægt,
og lod hånt om elskov og fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
når jeg fandt den fagreste blandt urter små.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!

ALFHILD.
Jeg har intet spået.
Dog – fortæl mig mere om livet derude!

OLAF.
Lad livet derude gå sin egen gang,
her er mit hjem, hos dig, min prude,
min dejlige viv! Alfhild, tal!
Er det ikke ret som en højenloftssal
var rejst for os under de grønne lier!
Blåklokken står pyntet på alle stier,
her er gilde herinde, her er fryd og lyst,
mere fast, end der kan rummes i mit bryst!
Hør, fra elven klinger det dybe kvæde;
o, det er det, som volder, at jeg både må le og græde!
Det sælsomme kvad, det koglende spil,
har gjort mig så fro, så salig og vild!
(griber hende lidenskabeligt i sine arme.)
Farvel jeg skikker til bygden dernede!
heroppe vil jeg min brudeseng rede;
farvel jeg skikker over verden ud, –
nu vil jeg favne min fagre brud!

ALFHILD
(viger ængsteligt tilbage)
.
Olaf!

OLAF
(standser pludselig, som greben af en uklar og smertelig erindring)
.
Min brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg første gang kom her –
kan du – kan du mindes den første kveld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Kom jeg for at hente dig – til – bygden ned?
Var det for at bede til bryllup jeg red –?

ALFHILD.
Hvad mener du? Bryllup? Jeg kan ej forstå –?

OLAF.
Vort fæstensøl var jo drukket på Guldvik! Ej så?
Tre uger efter skulde vort bryllup stande –
men det tykkes mig, at – nej, det brænder i min pande!
Jeg vil ikke mere tænke derpå!

KOR
(dæmpet og langt inde i skoven)
.
     Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
     Hvi sover du så tungt og så længe?

ALFHILD.
Tys, Olaf! hører du?

OLAF
Hørte du det med?

ALFHILD.
Hvad er det?

OLAF.
Et gammelt, et halvglemt minde,
som stundom får ord, når jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til bygden ned

FRU KIRSTEN
(afsides, idet hun træder ind fra baggrunden, uden at bemærkes af de øvrige)
.
Der er de! Han taler; kunde jeg forstå –!
(nærmer sig lyttende.)

OLAF
(med stigende heftighed)
.
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!
Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;
med sang skal de ride herop for at hente min brud!
Guldsadlen skal lægges på min rappeste ganger,
forrest i laget skal gå spillemand og sanger,
derefter skal ride køgemester og prest,
alt folket i bygden skal bydes til gæst!
Høviske svende skal lede din ganger ved hånd,
liflige urter skal drysses på alle veje,
bonden skal bøje sig for dig som en vånd,
og ved ledet skal hans kvinde neje!
kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:
nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud!

KOR AF BRYLLUPSGÆSTER
(raskt men dæmpet inde i skoven til venstre)
.
     Nu færden står
     til bryllupsgård!
Folen løber let under lide!
     Det drønner under hov
     i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride!

FRU KIRSTEN
(afsides, under koret)
.
Himlen være lovet! Hemming har fortalt –!

ALFHILD
(jublende)
.
De kommer, de kommer, jeg hører dem alt!
Hvort vent det klinger! Olaf! se, se!

FRU KIRSTEN.
Olaf, min søn!
(iler hen til ham, uset af Alfhild, der vedbliver at stirre ud til venstre.)

OLAF.
Hjælp Gud! hvad er det!
Min moder!

FRU KIRSTEN.
Mit arme, forvildede barn!
Nu er du frelst fra den ondes garn!
Der kommer herr Arne med Ingeborg, din viv.

OLAF
(med et skrig, og ligesom på engang opvågnende)
.
Ingeborg! – Med det navn har I brudt mit liv!
Min lykke var da idel tant og skrømt!
Ak, at I måtte mig sligt bebude!
(fortvilet.)
Kære moder min! så fagert har jeg drømt;
nu har I vakt mig, nu er alting ude!

TRETTENDE SCENE.
De forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, bryllupsfolk og fru Kirstens følge fra venstre.

ARNE.
Til lykke, fru Kirsten! I har jo fundet ham, som jeg hører.

FRU KIRSTEN.
Javisst, jeg har fundet ham. – Og nu hjemad!

ARNE
(til Olaf)
.
Og der er ingen skade voldt jer?

OLAF
(åndsfraværende)
.
Mig! Hvad mener I?

FRU KIRSTEN
(afbrydende)
.
Visst ikke, herr Arne! Han fór vild på jagten og –

INGEBORG
(peger på Alfhild)
.
Men denne unge kvinde –?

FRU KIRSTEN.
Et fattigt barn! Hun har skænket ham ly og tilhold.

ARNE.
Men der har jo ingen sin bo heroppe.

FRU KIRSTEN.
En og anden dog! Mangen enkelt slægt holder endnu til mellem fjeldene, siden landfarsottens tid.

ARNE.
Så kom, kom! Hestene venter nede under lien.

OLAF
(smerteligt, med et blik på Alfhild)
.
Min moder! jeg kan ikke!

FRU KIRSTEN
(sagte og bestemt)
.
Du må! Det vil volde dig evig skændsel ifald –

ARNE.
Hvad mener han?

FRU KIRSTEN.
Han er syg og mødig endnu, det går over, kom!
(med et betydningsfuldt blik til Olaf.)
Den unge kvinde følger med!

INGEBORG.
I mener, at hun –!

FRU KIRSTEN.
Trolig har hun plejet ham; vel bør det sig, at hun lønnes derfor.

ARNE.
Og imorgen holdes gildet!

FRU KIRSTEN.
Imorgen! det sværger jeg højt og helligt!

ARNE.
Jeg har jert ord!

HEMMING
(sagte og triumferende, idet han tager ringen frem)
.
Og jeg har Ingeborgs røde guldring!

INGEBORG
(tager ringen fra ham og siger ligegyldigt)
.
Min ring! Se, se! har du den, Hemming! Tak, nu skal jeg selv tage vare derpå!
(Hemming står et øjeblik forbløffet og følger derpå langsomt efter de øvrige, der alle går ud til venstre, undtagen Alfhild.)

FJORTENDE SCENE.
Alfhild. Straks efter Thorgjerd
(fra baggrunden)
.

ALFHILD
(har med stille og barnlig forbauselse betragtet det foregående optrin, dog uden at lægge mærke til handlingen; når alle er borte, farer hun efter en pause op, ligesom af en drøm)
.
De er borte! Kan jeg tro det, er det også sandt?
Ja, ja, her stod de; månen skinned, jeg så dem grant!
Der ser jeg dem igen; over bakken drager de ned,
og jeg er bruden, jeg må med, jeg må med!
(vil ile ud til venstre.)