Complete Works of Henrik Ibsen (379 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
13.42Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

OLAF
(uden at lægge mærke til Hemming)
.
Kunde jeg råde
de sælsomme ord, den forvildende gåde!
(vil gå ud til venstre.)

 

HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! hvor går eders vej?
Så hør dog, herr Olaf!

 

OLAF
(halvt opvågnende)
.
Hemming! er det dig?
Du standse mig ikke!

 

HEMMING.
Hvad ligger jer på sinde,
at I færdes tre samfulde dage herinde?
(betragter ham nærmere.)
Hvad øver I der for sælsom en leg, –
eders kind er hvid, eders pande er bleg!

 

OLAF.
Du må ikke undres, hvi min kind er hvid,
tre nætter har jeg stridt så sær en strid;
du må ikke undres, hvi min pande er bleg,
tre nætter har jeg været i alfeleg.

 

HEMMING.
Gud stå os bi!

 

OLAF.
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken jord eller himmel!

 

HEMMING
(ængsteligt)
.
Herr Olaf! følg med til jer moders gård!

 

OLAF.
Min moders gård! Hvor er det den står?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit fædrenehus,
grantoppens kvæder og elvens sus
kan jeg bedre forstå, end min moders stemme.
(med stigende henrykkelse.)
Ej sandt, her er fagert! Ej sandt, her er stille!
Ser du, min højsal er smykket til gilde.

 

HEMMING
(afsides)
.
Hvad er ham dog hændt?

 

OLAF.
Snart kommer min brud!

 

HEMMING.
Eders brud! I véd da –?

 

OLAF
(vedblivende)
.
Når dagen går under,
når skyen blegner og fuglen blunder,
da kommer hun hid så ung og prud!

 

HEMMING
(korser sig)
.
Alle hellige mænd! så er det dog sandt!

 

OLAF.
Véd du, hvornår jeg først hende fandt?
Jeg red fra Guldvik en aften silde,
det bæres mig for, der var holdt et gilde.
Mit sind var tungt, mit hjerte var klemt!
noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under li,
ved midnatstider kom jeg elven forbi,
da lød det som en klingende harpestreng,
det gik som en slåt over mark og eng,
det hørtes som et lokkende, klagende kvæde,
jeg folded mine hænder, jeg prøved at bede,
men tungen svigted og tanken med;
mig tonerne fristed, jeg måtte afsted.
Snart klang det som gråd og snart som latter,
snart lød det som lyst, og snart lød det atter,
som var der et bristende hjertes nød,
som var der en dødsens ve og vånde
lagt i det koglende kvæde, der flød
lig en strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg ånde!
Så sært forvildet blev sans og sind;
det var som om både stærke og milde
magter drog mig i lien ind,
jeg måtte herop, om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked og lød på min vej;
hvorlangt jeg red, det mindes jeg ej.

 

HEMMING
(afsides)
.
Og bruden, som spillemanden fortalte om, hun måtte jo også følge –

 

OLAF.
Da standsed min fole, jeg vaktes derved,
jeg så mig om med undrende blikke;
hvor var der fagert og vént! Men det sted,
jeg var kommen til, kendte jeg ikke!
jeg stod i en dal; – skygge og fred
var drysset som dugg derover!
Månen legte ved kærnets bred,
det var som den lo, når den dukked sig ned
i de svale, trillende vover!
Mit hoved var tungt, min hu var mod,
mig længedes efter at blunde;
jeg lagde mig ned ved en linderod
i de væne, hviskende lunde!

 

HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! Hvor turde I friste sligt?

 

OLAF
(vedblivende)
.
Så kom jeg i alfekvindernes dans;
den fagreste mellem dem bød mig en krans
af vårklokker blå, af vandliljer hvide;
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
„Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde,
da – først da skal du lykken finde!”

 

HEMMING.
I har sovet og drømt!

 

OLAF.
Fra denne stund
det blev mig for trangt i min moders stue!
Gennem ur, over hej, til den fagre lund
stævned jeg op med pil og med bue!
Der mødte jeg alfepigen igen.

 

HEMMING
(træder forbauset tilbage)
.
Hvad nu, har I vågen fundet –?

 

OLAF.
Min fæstensring tog jeg og skød med den
I luften over hendes hoved hen;
nu er hun for evig bundet!

 

HEMMING.
Og det er bruden, I venter her?

 

OLAF.
Det er bruden, snart er hun nær!

 

HEMMING
(afsides)
Hans sjæl er hildet, hans sind er sygt;
alt skal fru Kirsten vide!
(højt.)
I tør da færdes foruden frygt
heroppe?

 

OLAF.
Her er det godt og trygt
at vugges i drømme blide!
(går langsomt ind mellem klippestykkerne i forgrunden til højre.)

 

HEMMING.
Alt imorgen skal hans bryllup stå,
men sin fæstemø agter han lidet på,
lidet véd han, at hun er nær,
og mindre, at hun har en anden kær! –
Han færdes forvildet i skoven omkring,
og mig gav Ingeborg den gyldne ring!
Hvad jeg har set, skal hans moder kende;
alle helgene véd, hvor dette skal ende!
(går ud til venstre.)

 

NIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans
(træder atter ind fra højre)
.

 

OLAF
(idet han sønderriver nogle blomster, som han har plukket udenfor)
.
„Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde;
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde, –
da – først da skal du lykken finde!”
Jeg får ikke fred for de sælsomme ord.
Den fagreste urt? Hvor er det den gror?
Hvorpå skal den kendes? Er dens fagerhed lagt
i duftens sødme, i bladenes pragt?
Hvad heller er den lagt i lønlige kræfter,
som jeg aldrig kan finde, om jeg spejder derefter?
sålunde ejer jo mangt et sværd
under klingens rust et kosteligt værd,
sålunde kan jo en harpe hænge
glemt i en krog, ingen derpå giver agt,
og dog kan alverdens forlokkende magt
være gemt i de støvede strenge.

 

TIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans. Alfhild
(fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde.)

 

ALFHILD.
O, bliv, bliv! gå ikke fra mig!

 

OLAF
(ligesom pludselig belivet)
.
Alfhild! min unge, dejlige brud!

 

ALFHILD.
Olaf! min fagre ridder! Det blev mig for tungt at vente, jeg måtte gå dig imøde!

 

OLAF.
Men sig mig, hvi frygter du stedse for at komme hid?

 

ALFHILD.
Jeg har jo sagt dig, udenfor dalen kom jeg ingensinde, før du gæsted mig. Min fader har sagt, at onde magter råder herude: kun derinde mellem bergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad råde, hvad magter der vil, du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig se dig ind i øjnene! Ja, ja, jeg har dig igen!

 

OLAF.
Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, du dejlige kvinde, vel har du mig igen! Mit sind har du koglet så dybt, så dybt; før mig, hvorhen og så langt du vil, i berget, dybt under hougen, i den grønne græsvold, hvor slåt og sang klinger så lifligt ved kveldstid, på elvens bund, dybt under fossen, hvor der er harper for de store, klagende kvæder; hvor dit hjem er, der er jeg rede til at færdes!

 

ALFHILD.
Hvi taler du så? Vel må du vide bedre, end du der siger. – Vætter og alfer råder i houg og fjeld, og på elvens bund bor nøkken, det har fader sagt. Mener du jeg er en alf eller –

 

OLAF.
Du er den fagreste i verden; vær for mig, hvad du vil, når du kun er min!

 

ALFHILD
(smilende)
.
Var jeg alfekvinde, forsandt, jeg siger dig, da skulde det gå dig ilde!

 

OLAF.
Mig!

 

ALFHILD.
Ja, dig! Hvor du red på din enlige sti, skulde jeg træde dig imøde, glemselsdrikken skulde jeg række dig af det gyldne horn, jeg skulde kogle mine kunster deri, så du glemte himmel og jord, glemte, hvor du var født og båren, hvad navn du lød og hvor dine frænder færdes, kun ét skulde du mindes, et eneste skulde fylde din hu og din tanke.

 

OLAF.
Forvisst, da er du alfekvinden! Thi fra den første stund har du sålunde koglet dine kunster for mig.

 

ALFHILD.
Har jeg?

 

OLAF.
Gennem lien red jeg, dybt dernede hvor elven løber, – det var nat, sælsomt lød sange og klagende kvæder rundt om mig – – – –
Forvildet blev mig min sti, jeg kom langt, langt ind mellem bergene, jeg fandt den dejlige dal, hvor ingen fod har trådt, hvor intet øje har forlystet sig før mit – – – –
Tungt faldt en slummer på mig derinde, men alfekvinderne legte imens, og de drog mig ind i legen – – – –
Men da jeg vågned, var der bedrøvelse i mit sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke trives mere; det bares mig for, som jeg havde glemt efter mig det rigeste og bedste i livet, som om en herlig skat var mig beskåret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –
Til dalen måtte jeg op, før var der ikke fred for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som i denne stund; jeg greb din hånd, jeg så dig ind i øjet – himmel og jord, alverdens dejlighed var i dit øje! – – – –
Da glemte jeg venner og frænder! – – – –
Jeg kom der næste nat, jeg favnede din midje, jeg krystede dig til mit bryst, himlens herlighed var i dit favntag – – – – –
Da glemte jeg mit kristen-navn og mine fædres hjem. – – – –
Og jeg kom den tredje nat, jeg måtte komme, jeg kyssed dine røde læber, mine øjne åd sig ind i din sjæl. – Mere end alverdens herlighed var deri! Jeg glemte mere end Gud og hjem, mere end himmel og jord, jeg glemte mig selv!
(styrter ned for hende.)
Alfhild! Afhild!

 

ALFHILD.
Er det en glemselsdrik, det som du der nævner, da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det gået som spillemanden, der lærte nøkkens kvæder, for at kogle sin hjertenskær; – han koglede og koglede sålænge til kogleriet omspandt hans eget sind, og han aldrig kunde vinde sig ud deraf.
(standser og bliver tankefuld stående.)

 

OLAF
(idet han rejser sig)
.
Hvad grubler du over?

 

ALFHILD.
Højt på fjeldet er en styrtning så brat, at end ikke ørnen kan fæste sin klo deroppe; der står en enlig birk, ilde trives den, og fattig er den på løv; men den bøjer sine grene nedad imod dalen, som ligger langt borte; det er som den længedes efter sine søstre i den friske, frodige lund, som om den higede efter at plantes ind i det solvarme liv dernede. – – – –
Som birken på fjeldet så var mit liv, jeg længedes udad, efter dig længedes jeg i lange, lange tider, før jeg vidste, du var til. Dalen blev mig for trang, men jeg vidste ikke, at der bag fjeldene var en anden dal som min derinde. Ridderne og fruerne, som gæstede mig hver nat, var mig ikke nok, og de sagde mig intet om livet derude!

 

OLAF.
Riddere og fruer? Du har jo sagt mig, at ingentid mødte du nogen derinde.

 

ALFHILD.
Ingen som du! Men hver kveld sang min fader sine viser for mig, og når det blev nat og mine øjne lukkedes, da kom de og gæstede mig, alle de, der lever i min faders viser. Frejdige riddere, fagre kvinder var blandt dem, de kom med falk på hånden, ridende på stolte gangere. På engen dansede de, lyst og skemt lød rundt om, hvor de færdedes; alferne lyttede tyst fra hver en blomst og fuglene fra grenen, der de var sovet ind. Men når dagen randt, da var de alle borte, ensom gik jeg, jeg pyntede mig med blomster og med grønne blade; thi jeg vidste, at næste nat vilde de komme igen. Ak, det liv var mig dog ikke nok; en mægtig længsel fyldte mit bryst, aldrig var den blevet stillet, om ikke du var kommen!

 

OLAF.
Du nævner din fader; ingentid så jeg ham derinde!

 

ALFHILD.
Kun sjelden kommer han nu, han var der ej fra den kveld, vi først mødtes.

 

OLAF.
Men sig mig, hvo er han?

 

ALFHILD.
Du har sagt mig, at du red en sommernat i lien, der hvor elven løber; der hørte du sælsomme sange, som du kun halvt forstod, men som dog maner og maner dig, så du aldrig glemmer dem.

 

OLAF.
Javisst, javisst!

Other books

Traveler of the Century by Andrés Neuman
Zombie X by S.G. Harkness
Hand in Glove by Robert Goddard
Hawk by Rasey, Patricia A.